»Det endelige opgør om dyrevelfærd og æg«.
Sådan betegner Coop det næste skridt, som den store, forbrugerejede dagligvarekoncern vil tage for at udfase de sidste rester af buræg, der kan findes i de forarbejdede varer på hylderne.
Siden januar i år har buræggene været ude af alle Coops butikker. Men i fremtiden skal de også helt væk fra de forarbejdede varer. Inden 2020 skal buræg været udfaset af alle Coops egne varemærker, lyder målsætningen.
- Forbrugerne har i stigende grad fravalgt friske buræg, fordi dyrevelfærden ikke er tilfredsstillende. Derfor har vi over en årrække udfaset buræggene fra vores æg-sortiment. Men det eksisterer fortsat som ingrediens i forarbejdede varer. Det er ikke så tydeligt, men det gør ikke sagen bedre. Derfor vil vi hurtigst muligt vil have erstattet buræg med andre æg med højere dyrevelfærd, siger CSR-direktør i Coop, Signe Frese.
Dyrene skal have et bedre liv
Initiativet sker som led i Coops strategi for bedre dyrevelfærd, hvor målet er at have over 1000 varer med dyrevelfærdsmærket. Og at være fri for buræg inden 2020.
En stor del af de varer, Coop får produceret i egne mærker, produceres i samarbejde med Coop Norge og Coop Sverige. De nye krav omfatter også de varer, der sælges i de norske og svenske butikker.
- Formålet med vores plan er at dyrene skal have et bedre liv. Med vores dyrevelfærdsmærke har vi skabt en mærkning, der gør det lettere for forbrugerne at vælge, når de står i butikken, og som opmuntrer producenterne til at forbedre dyrevelfærden. Det skaber en positiv cirkel, til gavn for rigtig mange dyr, siger Signe Frese.
En undersøgelse fra Coop Analyse viser, at dyrevelfærd i dag er det vigtigste parameter, når der skal vælges æg. Og at 82 pct. af danskerne foretrækker frilands- eller økologiske æg, når dyrevelfærden skal være i top.
Coop begyndte udfasningen af buræg for 25 år siden, hvor de blev fjernet i Irma. I 2015 blev de fjernet i Kvickly, og siden er de gradvist blevet udfaset i SuperBrugsen, Dagli´Brugsen, Lokalbrugsen og Fakta og fra januar i år har de altså været ude af alle butikker.