Chokerende billeder fra danske svinestalde

SVIN – Vi advarer mod meget stærke billeder fra Fødevarestyrelsens egne kontrolbesøg i danske svinestalde 2012.

Et af de mange voldsomme billeder fra danske svinestalde.

Det store Svinerige på DR kunne i går aftes afsløre, hvordan grise må lide under kummerlige forhold i danske stalde. Hangrise kastreres med en tang uden at blive bedøvet, og stort set alle smågrise får det meste af halen skåret af. Søerne er fikseret i snævre bokse en stor del af deres liv, og 25.000 smågrise dør hver dag i danske stalde.

Fra kontrolbesøg i danske svinestalde.

Selvom disse overgreb enten er lovlige eller i praksis tillades som lovlige, så ender 43 procent af Fødevarestyrelens egne kontroller af grisefabrikkerne i indskærpelser, påbud eller politianmeldelser.

Dyr reduceret til produktionsenheder
Anima udgiver nu myndighedernes billeder fra 2012 kontrollen, som er indhentet via aktindsigt. De mere end 250 billeder er bestemt ikke for sarte sjæle.

Et åbent sår. Et af de mange voldsomme billeder fra danske svinestalde.

- Grise med blodige og afbidte haler og brok på størrelse med en håndbold er blot nogle af de ubehageligheder myndighederne har dokumenteret. I det hele taget er der tale om et kynisk system hvor dyr er reduceret til produktionsenheder, forklarer Animas kampagnechef Joh Vinding.

- Alle, der har fået en dårlig smag i munden af at se grisenes lidelser, bør tænke på at spise mindre kød. Så længe vi opdrætter millioner af grise i dyrefabrikker, får vi ikke god dyrevelfærd, og det hænger direkte sammen med vores alt for høje kødforbrug, siger han.

Kontrollerne viser kun et øjebliksbillede af hvad der foregår på en grisefarm. I løbet af 365 dage vil antallet af sår, skader og åbenlyse overtrædelser være langt højere, end det myndighederne kan dokumentere.

Anima vil fortsætte med at søge aktindsigt og anbefaler alle bekymrede forbrugere til at tage mindst én kødfri dag om ugen for grisenes skyld.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: