- Mine damer og herrer! En FRØ POP-UP ser dagens lys. Vi fejrer naturens gavmildhed med et byttemarked for frø, foredrag, workshops og filmvisninger i København, hedder det i en invitation, som kom i vores mailboks forleden dag.
I uge syv og otte popper en kombineret frøbutik og frø-dele-marked op i indre Nørrebro i København. Her kan man komme og lære om forskellige frø. Og man kan også få eller købe nogle med hjem.
FRØ POP-UP er et midlertidligt frøbyttemarked, hvor alle kan komme og bytte frø eller få andres frø med hjem til at dyrke i haven eller urtepotten. Man kan også købe udvalgte sjældne frøsorter fra foreningen Frøsamlernes projekt Genopdagelse af de gamle bælgfrugter. Der er tale om frø, som ikke kan købes i almindelig butikker.
Foredragsholdere vil fortælle historier om frø, brug af frø og om frøpolitik i et nationalt og internationalt perspektiv. Genbankfolk, hjemmedyrkere og slow food-ister vil alle være repræsenteret.
Ulovligt at bytte frø
Den såkaldte frø popup skal skabe opmærksomhed om de konsekvenser en ny EU-lovgivning vil få vores efterkommere og Moder Jord. Der er nemlig udsigt til, at det bliver ulovligt at bytte frø. Konsekvensen vil være, at de små og mindre frø- og planteavlere vil blive udkonkurreret, ligesom det vil gå ud over naturens mangfoldighed og indskrænket udvalget af plantesorter.
- Derfor inviterer vi til debat, som i løbet af uge 7 og 8 udfoldes af en række bemærkelsesværdige personer med baggrund i landbrug, mad, politik, økologi og frøpraksis. Derudover vil der samtlige dage være praktiske workshops om dyrkning, frøsamling, biodiveristet og en række aften-filmvisninger, hedder det i invitationen fra foreningen Frøsamlerne, Landsforeningen Praktisk Økologi, Permakultur Danmark og Byhaven 2200.
Markedet har åbent alle dage i uge 7 og 8 fra klokken 10 til 17.
Du kan læse mere på hjemmesiden for Frø POP-UP.