Bybønder skal dyrke køkkenhave i Kongens Have

BYBØNDER – Nu kan du være med til at dyrke grønsager, krydderurter og bær i Kongens Have på samme sted, som Christian IV’s køkkenhave lå i 1600-tallet.

Urban gardening: Kom og vær med på tirsdag, når der skal anlægges en køkkenhave i Kongens Have. Foto: Fødevareministeriet

På tirsdag kan du være med, når Fødevareministeriet sammen med Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme og Tagtomat etablerer en køkkenhave i Kongens Have.

Køkkenhaven, der skal inspirere flere til at etablere byhaver, bliver placeret i æbleplantagen mellem Rosenborg Slot og Herkules Pavillonen, hvor Christian IV’s køkkenhave lå i 1600-tallet, oplyser Fødevarestyrelsen.

Du kan være med
Lokale beboere inviteres til at deltage i pasning og dyrkning af den nye byhave i hjertet af København, og lle er velkomne til at deltage i åbningen tirsdag den 26. maj kl. 14.30 – 17.00.

Her vil der være mulighed for at tage del i såning og tilplantning af bedene, og fagfolk vil fortælle om at dyrke bær og grøntsager.

På dagen kan du også melde dig som frivillig til at deltage i pasning af haven, nyde samværet og høste de grøntsager, bær og krydderurter, som du er med til at dyrke.

Hver onsdag klokken 15 – 19 sommeren igennem vil der være havedag sammen med en gartner fra TagTomat.dk.

Hvem er TagTomat?
Bag TagTomat står den idérige arkitekt og bybonde Mads Boserup Lauritsen, der i 2011 fik den ide at dyrke grøntsager i selvvandende plantekasser på taget af et skraldeskur i sin baggård på Nørrebro. Fænomenet TagTomat opstod, da Mads sammen med gårdlauget ville lave en workshop for kvarterets beboere og søgte Nørrebro Lokaludvalg om støtte til en planteworkshop.

Det lykkedes dem at skaffe penge nok nok til at kunne dele selvvandende plantekasser og tomatplanter ud til de 15-20 fremmødte familier. Omkring 20 plantekasser blev installeret på skraldeskuret, og vupti: Fundamentet for den fælles taghave var skabt.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: