Brosbøl på grønt besøg i Østjylland

Miljøminister Kirsten Brosbøl skal mandag rundttur i Østjylland. Foto: Claus Bjørn Larsen

ØSTJYLLAND – Miljøminister Kirsten Brosbøl skal mandag på sit første officielle besøg, når hun åbner det nye Nationale Vandtestcenter i Århus. Derudover besøger ministeren Nationalpark Mols Bjerge, Fussingøskovene og Anebjerg Skov ved Skanderborg.

På mandag får Danmark et nyt Nationalt Vandtestcenter, der skal gøre danske virksomheder endnu dygtigere til at udvikle vandteknologiske løsninger til eksportmarkedet. I 2012 solgte Danmark vandteknologi for godt 15 mia. kroner, hvilket var en stigning på mere end syv procent sammenlignet med året før. Stigningen svarer til, at der på blot et år blev skabt 400 nye grønne jobs.

- Danmark er stærk på vandteknologi, men vi er også et lille land. Vi skal samarbejde på nye måder for at blive endnu dygtigere, og derfor glæder det mig, at mit første besøg som minister bliver at åbne det nye Nationale Vandtestcenter, siger Kirsten Brosbøl.

Miljøministeriet har givet 5,5 mio. kroner i startkapital til vandtestcenteret, der skal drives af COWI og Teknologisk Institut i samarbejde med universiteterne i Aalborg, Aarhus og København.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: