Brosbøl klar med forvaltningsplan for ulve

ULVE – Miljøminister Kirsten Brosbøl sender nu sit bud på en forvaltningsplan for ulv i høring. Planen gør det klart, hvordan vi i fremtiden skal håndtere ulv i dansk natur.

Ny forvaltningsplan skal sikre ordentlige forhold for både ulve, husdyr og mennesker. Foto: Colourbox

Kirsten Brosbøl fremlægger nu en plan, der både beskytter mennesker, husdyr og ulven. Behovet for en forvaltningsplan for ulven er opstået i kølvandet på, at ulven er genindvandret til Danmark efter 200 år.

Husdyrejere i områder, hvor ulven lever, skal kunne søge om tilskud til ulvesikre indhegninger. Landmænd, der mister et får, en ko eller en ged til en ulv, skal kunne søge om kompensation. Og ulve, der ikke er sky over for mennesker, eller som gentagne gange angriber husdyrene, selvom landmanden har sikret dem, skal kunne skydes med en særlig tilladelse.

Det er nogle af de tiltag, der er en del af den forvaltningsplan for ulv, som miljøminister Kirsten Brosbøl nu sender i høring. Planen bygger på et udkast lavet af Vildtforvaltningsrådet i december 2013.

- Vildtforvaltningsrådets udkast til forvaltningsplan for ulv var så gennemarbejdet og grundigt, at der ikke var meget at ændre. Jeg er glad for, at vi kan fremlægge en plan, der både beskytter ulven, husdyr og mennesker. Vi har en forpligtelse til at beskytte ulven, da den er en beskyttet art i EU, men vi har bestemt også en forpligtelse til at beskytte landmændenes dyr. Og endelig skal vi for alt i verden sørge for, at ulve, der viser en irrationel adfærd og er til fare for mennesker, kan skydes, siger miljøminister Kirsten Brosbøl.

Planen tager udgangspunkt i, at ulven er fredet efter EU’s habitatdirektiv, men i særlige tilfælde kan særlige problematiske ulve skydes, hvis Naturstyrelsen tillader det.

Eksemplarisk samarbejde
Den knapt 50 sider lange forvaltningsplan for ulv er i første omgang blevet til i et tæt samarbejde mellem danske grønne organisationer og interessenter på området, som favner både Danmarks Jægerforbund, Danmarks Naturfredningsforening, Landbrug & Fødevarer, Dyrenes Beskyttelse, Friluftsrådet og Dansk Skovforening.

- I vildtforvaltningsrådet har medlemmerne fundet nogle gode løsninger, og det kan de bestemt være stolte af. Jeg er sikker på, at vi med forvaltningsplanen for ulv får et nyttigt og vigtigt redskab, nu hvor ulven ser ud til at have etableret sig i Danmark igen efter at have været udryddet i knapt 200 år, siger miljøminister Kirsten Brosbøl.

Planen lægger desuden op til, at der bliver iværksat informationskampagner og workshops om ulv i de områder, hvor ulven lever. Forvaltningsplanen vil være i høring i seks uger, hvorefter den forventes godkendt og implementeret i løbet af sommeren 2014.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: