Brosbøl: Drop de skrappe sprøjtegifte

Miljøminister Kirsten Brosbøl opfordrer haveejerne til at skære ned på brugen af de koncentrerede sprøjtegifte.Foto: Colourbox

SPRØJTEGIFT – 93 pct. af de ukrudtsmidler, der bliver solgt til til haveejere er koncentrerede sprøjtegifte frem for ‘klar-til-brug’-midler. Miljøminister Kirsten Brosbøl vil have os til at ændre adfærd.

De fleste haveejere holder fast i vanerne, når de går i haven. Det viser den seneste opgørelse over salg af sprøjtemidler til private, der netop er lavet af Miljøstyrelsen.

Ifølge opgørelsen køber haveejerne nogenlunde samme mængde sprøjtemidler – af de samme typer – som de gjorde for fem år siden. Haveejerne foretrækker at købe sprøjtemidler i de koncentrerede versioner i stedet for at købe færdigblandede produkter – især når det kommer til ukrudtsmidler.

Klar til brug
Hele 93 procent af det samlede salg af de ukrudtsmidler, man bruger til at fjerne ukrudt mellem fliser, i bede og på græsplænen udgøres af koncentrerede midler frem for sprøjtemidler, der ikke skal fortyndes – de såkaldte ‘klar-til-brug’-midler. Men det er en vane, som miljøminister Kirsten Brosbøl gerne vil ændre.

- Allerhelst skal vi bruge lugejernet frem for sprøjtegifte, når vi skal fjerne ukrudt i haven eller mellem fliserne. Men de haveejere, der alligevel vælger at sprøjte, skal gerne vælge de sprøjtegifte, der er klar til brug, fordi de er mindre risikable for både miljøet og haveejerne selv, forklarer miljøministeren.

Kirsten Brosbøl varsler nye regler, som skal få butikkerne til at sætte de ufortyndede sprøjtegifte om bag disken, så det kun er ”klar til brug”-midlerne, der står fremme på hylderne.

Karakterliste skal hjælpe haveejere
Sprøjtegifte, der er klar til brug, belaster miljø og sundhed mindre end koncentrerede midler, da haveejerne ikke risikerer spild og overdosering, når midlerne skal blandes op.

For at gøre det endnu lettere for haveejerne at vælge de mindst belastende midler har Miljøstyrelsen netop uddelt karakterer til de sprøjtegifte, der kan bruges i haven. De forskellige typer bliver vurderet efter deres miljø- og sundhedsmæssige egenskaber.

- Jeg vil opfordre til, at haveejere, der vil bruge sprøjtegifte, kigger på listen og vælger dem, der belaster mindst muligt. Jeg er meget optaget af, at vi bruger færrest mulige sprøjtegifte, og vi har alle sammen et ansvar for at passe på miljøet. De skrappeste sprøjtegifte kan i mange tilfælde erstattes af andre, uden at det går ud over effekten, siger miljøminister Kirsten Brosbøl.

Man kan se Miljøstyrelsens karakterliste på www.godthavemiljø.dk, hvor man fx også kan få råd til, hvordan man bruger naturens egne midler til at bekæmpe ukrudt og insekter.

 

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: