Brøndforgifterne ødelægger landbrugets image
OrganicToday.dk bringer her et kapitel fra Kjeld Hansens »Bondefangeri«, som udkommer i dag. Kjeld Hansen er journalist og forfatter til en lang række bøger om natur, landbrug og miljø. Blandt andet den anmelderroste Det Tabte Land.
Kjeld Hansens nye bog »Bondefangeri« udkommer i dag.
Af Kjeld Hansen
Forestil dig et samfund, hvor borgerne er tvunget til at betale beskyttelsespenge til kriminelle bander for ikke at få smadret butikker eller blive overfaldet. Uhyggeligt, ikke? Men sådanne samfund findes desværre.
Forestil dig så et andet samfund, hvis borgere er tvunget til at betale indflydelsestunge grupper for at begrænse den gift, de i kolossale mængder hælder i grundvandet, hvorfra drikkevandet hentes.
Absurd, ikke? Men det er dét samfund, du bor i.
Sådan indledte forfatteren Rune Engelbreth Larsen sin bemærkelsesværdige klumme “Beskyttelsespenge til landbruget” om forureningen af vores drikkevand i dagbladet Politiken 29. maj 2012.
Bemærkelsesværdigt for rigtig mange af avisens læsere – og sikkert også for den øvrige offentlighed – fordi Larsens beskrivelse af de faktiske forhold ikke er det mindste overdrevet. Dansk landbrug står stejlt på sin ret til at bruge giftige kemikalier, uanset risikoen for nedsivning til grundvandet. Så hvis vi vil have rent drikkevand i hanerne, tvinges vi til at betale “kompensation”.
I gamle dages landsbysamfund var hestetyv og brøndforgifter, det værste man kunne være. I dag fordømmes hestetyven stadig, mens brøndforgifter er blevet en lukrativ levevej.
Betal, eller vi sprøjter!
Den moderne agroproducent har sikret sig en formidabel forhandlingsposition i forhold til samfundet. Han har skaffet sig magt til at true byernes drikkevand med sine landbrugs-kemikalier. Og det er ingen tom trussel. Det måtte Esbjerg kommune sande i 2009, hvor en landmand i Brørup pressede kommunen til at betale over en halv million kroner for at sikre grundvandet. Landmanden ville ikke frivilligt opgive at sprøjte på 11 hektar rundt om vandboringen, men krævede økonomisk kompensation.
Siden 2001 har Aarhus kommune betalt “beskyttelsespenge” for sprøjtefri landbrugsdrift på 126 hektar i Beder-området syd for byen, og kommunen har også drevet sine egne 256 hektar uden gift i en årrække. Imidlertid er det langt fra nok til at sikre rent drikkevand til de 315.000 borgere i Danmarks næststørste kommune.
I foråret 2012 fremlagde kommunen en indsatsplan til beskyttelse af drikkevandet i Mårslet-Beder-Malling området syd for byen, hvor en stor del af drikkevandet hentes. Her var behov for sprøjtefri drift af 623 hektar, fordelt på 47 lodsejere, og kommunen og de tre vandværker i området var parate til at lade forbrugerne betale.
Men åbenbart ikke nok.
Formanden for landboforeningen i området blev “rasende”, ifølge Aarhus Stiftstidende, da han hørte om planerne.
“Man tilbyder landmanden 90.000 kr. pr. hektar, og så må han ikke bruge kemi og kun meget begrænsede mængder gødning. Det er at gøre grin med erhvervet”, udtalte han.
Imidlertid viste det sig, at langt de fleste almindelige jordbrugere i området synes, det er alletiders at få penge for at dyrke rent vand, så de vil gerne være med. Under alle omstændigheder er lovgivningen indrettet sådan, at når indsats-planen først er vedtaget, kan kommunen påbyde eventuelle vrangvillige jordejere at gå med i ordningen.
At det er vigtigt med en indsatsplan for at beskytte sårbare arealer i Aarhus Kommune, viser de mange fund af sprøjtegifte i grundvandet. Aarhus Vand har undersøgt 318 boringer i kommunen og fundet sprøjtegifte i 36 procent af disse. Det vil sige, at så meget som en tredjedel af alt grundvand i kommunen kan være forurenet med sprøjtegifte.
I den kommunale forvaltning vurderes det, at 6000 hektar jord omkring Aarhus by skal friholdes for sprøjtegift. Områderne vil dog kunne udnyttes til bæredygtigt landbrug og økologisk drift eller overgå til mere ekstensiv udnyttelse som natur eller rekreativ brug. Det drejer sig om en tredjedel af landbrugsjorden i kommunen, og prisen vil blive noget i omegnen af 250 mio. kr. en gang for alle.
At problemerne med landbrugets forurening er alvorlige, illustreres af den kendsgerning, at det ikke kun er gamle og nu forbudte giftstoffer, der flyder i drikkevandsboringerne, men også de sprøjtegifte, der spredes i dag.
Hertil kommer hele den illegale import af forbudte stoffer, som ingen i sagens natur har overblik over. Fagfolk kalder de ulovlige sprøjtegifte, der har været omtalt i pressen i foråret 2012, for “skræmmende”.
Samfundsøkonomisk er det ikke billigt at lade landbruget forurene. Typisk koster det 2-5 mio. kroner at etablere en ny boring, så der er rigtig mange penge at spare ved at værne om de eksisterende. Dertil kommer, at nye boringer ikke kan dække behovet for rent vand på lidt længere sigt. Fra hele landet rapporteres der om sprøjtegifte i grundvandet, og til sidst vil der ikke være flere nye steder at bore efter rent vand.
Alligevel måtte Rigsrevisionen konstatere i 2011, at sikringen af grundvandet havde været “helt utilstrækkelig og præget af væsentlige mangler” i perioden 2004-2010.
Check eller regning
I teorien burde der aldrig forekomme sprøjtemidler i grundvandet, og slet ikke de lovlige. I snart mange år har det været et godkendelseskrav, at sprøjtemidlet ikke kunne udvaskes til grundvandet.
Alle sprøjtemidler er desuden forsynet med en nøje deklaration, der fortæller i detaljer, hvad midlet må bruges til, i hvilke doser og hvor farligt det er for både mennesker og dyr. Dertil kommer specialuddannelse af alle sprøjteførere og obligatorisk kontrol af sprøjtemateriellet.
På den anden side tæller selv den mindste fejl, uheld eller sjuskeri, fordi den helt overvejende del af de tilladte sprøjtemidler er giftige eller endog meget giftige for organismer i vandmiljøet. Bruges de forkert, går det galt.
Derfor skal marksprøjten standses i passende afstand fra vådområder, vandløb og søer. For de mindst skadelige midler går faregrænsen ved to meter, f.eks. Roundup, mens de skrappere midler skal holde 10 eller 20 meter, og for de helt skrappe trækkes grænsen allerede ved 30 til 50 meter.
Men når det gælder drikkevandet, så er reglerne for sprøjtning omkring offentlige vandboringer, små såvel som større, at grænsen går ved blot 25 meter. Grænsen blev endda udvidet fra 10 til 25 meter i 2010 af daværende miljøminister Karen Ellemann, der selv betragtede det som et kæmpe fremskridt.
Fagfolk er ikke imponeret af den spagfærdige ministerindsats. Skal drikkevandet sikres – virkelig sikres for fremtiden -, så skal giftsprøjterne langtidsparkeres. Kan det ikke lade sig gøre, bør kravet være 300 meter sprøjtefrie zoner omkring boringerne. Som det er i en række andre lande.
Hidtil har myndighederne været skræmt fra vid og sans ved tanken om at skulle finansiere den nødvendige tilbagetrækning af det kemiske landbrug. Landbrugets kampråb har fra første færd været KOMPENSATION, og den er de fleste politikere hoppet med på, som om der eksisterede en højere retsregel, der giver landbruget sprøjterettigheder overalt.
Engelbreth Larsen sluttede sin klumme med disse ord:
“Ærlig talt: Hvilket Absurdistan er landbrugssamfundet ikke ved at udvikles til, siden vi overhovedet tillader dette arsenal af farlige gifte, alt imens vi seriøst diskuterer at betale giftsprederne for ikke at sprede deres gift for tæt på drikkevandsboringer, der hører til vore allermest basale livsfornødenheder? Burde vi ikke udskrive en regning, frem for en check?”
Den flove TV-mand
I sommeren 2012 inviterede dagbladet Politiken en håndfuld meningsdannere til at “skyde med skarpt” mod landbruget. TV-manden Søren Ryge Petersen lagde ud med at slå fast, at ganske vist er ejendomsretten lovfæstet, men den giver ikke automatisk tilladelse til at skalte og valte med jorden, som man vil.
“For tiden kører der en hidsig debat om bræmmerne, som jeg finder uværdig”, skrev Søren Ryge.
“Den understreger landbrugets opfattelse af, at al dyrkbar jord tilhører landmændene helt uden forbehold og anstændighed, og at vandløb kun har ét formål: at sørge for afvanding, så jorden kan dyrkes.
Når man vil pille ved det, protesteres der indædt, og det ulidelige mantra om kompensation (af hensyn til konkurrenceevnen, forstås) føres frem. Jeg bliver flov over at være af bondeslægt, når jeg hører det”.
Flovheden blev til vrede, da Søren Ryge skulle kommentere de sprøjtefrie zoner omkring brønde og boringer:
“Da forlangte landbruget også kompensation, og da blev jeg vred. Når sprøjtemidler bevisligt kan findes i grundvandet, må det da være enhver landmands hellige pligt at undgå det – for vores allesammens og fremtidige generationers skyld. Landbruget burde sige undskyld og selv sørge for at rette op på miseren. At forlange kompensation i en så alvorlig sag er en fornærmelse imod enhver anstændig og ansvarlig tankegang”.
En landmand fra Thy tog tråden op fra Søren Ryges indlæg, og han sagde så undskyld til hele Danmark i Landbrugsavisen.dk i juni 2012.
Med udgangspunkt i den ophedede debat om randzoner langs vandløb og søer undskyldte landmanden, at landboorganisationerne ikke ville anerkende “en demokratisk vedtaget lov, iværksat af den blå regering og nu ændret en smule af et rødt flertal”. I stedet fører man sig frem med en massiv kampagne for at lokke landmænd til at stævne staten for at få bræmmeloven underkendt.
“Vi må snart indse, at vi ikke både kan have uindskrænket råderet over vore arealer og samtidig modtage millioner i landbrugsstøtte”, mente thyboen og sluttede af med denne opsang:
“Stop nu selvretfærdigheden og det evindelige klynkeri, stik fingrene i den fugtige jord, ræk dem i vejret og mærk, hvilken vej vinden blæser. Vend blikket indad og begynd på egen brødeskæring. Smid de fodslæbende støvler og kom så positivt videre, hvis landbruget skal gøre sig fortjent til en smule anerkendelse”.
Godsejerens opsang
Også mere professionelle personligheder indenfor dansk landbrug er begyndt at tage bladet fra munden og kritisere erhvervets moralske deroute.
Godsejer og forhenværende landbrugsminister Britta Schall Holberg er en af de få fremtrædende Venstre-folk, der har turde revse sine egne. I Politiken og i Landbrugsavisen.dk kommenterede Schall Holberg det sæt etiske regler, som bestyrelsen for Landbrug & Fødevarer vedtog i juni 2012.
“Nu kommer der sandelig til at stå i de nye retningslinjer, at organisationens bestyrelsesmedlemmer ‘har pligt til at opretholde den nødvendige respekt for moral, etik og gældende lovgivning’. Tænk, at det skulle være nødvendigt at indskærpe så enkle regler!”
Godsejeren fortsatte med at konstatere, at Landbrug & Fødevarer nok også ville være nødt til at indskærpe de samme regler over for deres medlemmer. Anledningen til den nye etik var jo en aktuel sag, hvor ikke mindre end 112 landmænd stod mistænkt for at have smuglet ulovlig gødning og sprøjtemidler over grænsen fra Tyskland. Angiveligt var der tale om mindst 13.900 ton gødning og 45 ton sprøjtegift.
“Nogle kan åbenbart ikke forstå, at lovene også gælder for dem, og at de skader erhvervets omdømme dødbringende, hvis de ikke kan forstå det”, mente Schall Holberg.
Smuglersagen var kommet frem, netop som landbrugets organisationer havde indgivet stævninger mod staten for overgreb. Stævningerne kom i kølvandet på den store ophidselse, nogle landmænd følte over Folketingets vedtagelse af EU-vandrammedirektivet og de deraf følgende vandplaner.
Sammenfaldet af de to sager, og nødvendigheden af at indskærpe over for bestyrelsesmedlemmerne i Landbrug & Fødevarer, at ‘de har pligt til at opretholde den nødvendige respekt for moral, etik og gældende lovgivning’, havde fået Schall Holberg til at spørge:
“Skal der virkelig en sådan indskærpelse til fra formanden for landbrugserhvervets organisation, for at landmændene kan forstå, at man ødelægger erhvervets muligheder for med selvrespekten i behold at rejse nogen anklager mod lovgiver, når man selv ikke retter sig efter lovene?
Og hvordan tror erhvervets udøvere, at omverdenens bedømmelse af erhvervets indsigelse over for lovgivers handlinger over for erhvervet bliver, når erhvervet selv blæser på love og regler?”
Landmandens store selvbedrag
Og der ER problemer med landbrugserhvervets renomme. Offentligheden kan næsten dagligt læse kritiske nyheder om de brodne kar i branchen, og ikke alle tager det med sindsro.
I begyndelsen af januar 2012 bragte Jyllandsposten et læserbrev fra en gårdejer, der truede med at opsige sit mangeårige abonnement på avisen, fordi den bragte så mange negative artikler om landbruget.
Umiddelbart var den reaktion noget forbløffende, når man tager i betragtning, at Jyllandsposten hovedsageligt dækker landbrugsstoffet ved dagligt at bringe direkte kopier af nyhederne fra Landbrugsavisen.dk. Dette fagblad udgives af Landbrug & Fødevarer, der må formodes at være gårdejerens egen hovedorganisation.
Imidlertid var det ganske tankevækkende, hvordan han begrundede sin mistillid til avisens journalistik:
“Når jeg møder personer, som ikke har tilknytning til landbruget, eller som alene baserer deres viden på det, de kan læse i JP, får jeg ofte spørgsmålet, om det da virkelig står så galt til. De kan ikke forstå det, for de kender landmænd – direkte eller via venner – og de har det da fint og klarer sig godt. Realiteten er jo, at mange landmandsfamilier klarer sig godt på trods af, hvad de hver dag kan læse i JP.”
Og gårdejeren havde ret. Faktisk gik det forrygende godt for store dele af landbruget ved indgangen til 2012. Landbrugseksporten forventedes at sætte ny rekord med 72 mia. kr. for 2011.
Og Fødevareøkonomisk Institut bekræftede, at gårdejeren havde fået fat i den rigtige ende af sandheden. Landbruget kom ud af 2011 uden røde tal på bundlinjen for sektoren som helhed trods finanskrise og megen hyl og skrål. Landbrugets konkurrencevilkår i Danmark er nu så gode, at mange unge udlændinge, bl.a. fra Holland, står i kø for at købe en dansk ejendom.
Men igen går det galt med etik og troværdighed.
Siden 2010 har landbrugets to organisationer kørt to reklamekampagner, Den Nye Fortælling og Det Store Bedrag. Imidlertid har man ikke – trods millioninvesteringer i reklamerne – sikret sig, at de trækker i samme retning.
Den ene kampagne hævder, at det går rigtig godt for de danske landmænd, mens den anden kampagne benytter enhver lejlighed til at male fremtiden så sort som muligt. Resultatet er en voksende mistanke i offentligheden om urent trav og gedulgte politiske motiver.
De mange landmandsfamilier, der klarer sig selv uden klynk og klage, har fortjent en bedre omtale, mente gårdejeren, der skrev til Jyllandsposten Hans henstilling om at nuancere billedet af landbrugets “katastrofale økonomi”, er helt afgørende for troværdigheden.
Ellers ender den gode fortælling om dansk landbrug i et bittert selvbedrag.
Artiklen har ikke tidligere været offentliggjort. Den indgår i Kjeld Hansens bog ”Bondefangeri”, der udkommer 20. august 2012. Bogen er på 96 sider. Pris: 80 kr. Kan bestilles på forlaget www.baeredygtighed.dk
