Protestforeningen Bæredygtigt Landbrug annoncerede i foråret 2010, at nu skulle alle, der kritiserer landbruget, ned med nakken.
Direktør Vagn Lundsten udbasunerede vidt og bredt, at man ville begynde med at slæbe folketingsmedlem Mette Gjerskov (S) for retten. Derefter ville man “ordne” direktør René la Cour Sell fra Danmarks Naturfredningsforening.
De to skulle dømmes efter injurielovgivningen for deres “negative udtalelser” om landbrugets giftforurening af grundvandet. Søgsmålet mod Gjerskov blev dog aldrig til noget, hvorimod naturfredningsdirektøren modtog sin stævning under stor medieståhej.
Nu er tiden så kommet til det første retsmøde, men så viser det sig, at den brølende løve pludselig er faldet ned som et brægende lam.
For halvanden måned siden skrev Bæredygtigt Landbrugs advokat til René La Cour Sell og bad om et forlig i sagen. Man ville så gerne spare omkostningerne til en retssag og tilbød derfor at droppe den, lød den formelle forklaring.
Mere sandsynligt er det dog, at selv protestlandmændene har fattet, hvor dårlig en sag de har.
Bæredygtigt Landbrug repræsenterer med sine påståede 4000 medlemmer kun en lille minoritet blandt de 45.000 danske landmænd, og trods megen ordskvalder har protestforeningen ikke en Kinamands chance for at vinde en sådan retssag på vegne af landbruget. Med stor sandsynlighed vil sagen simpelthen blive afvist i retten, men forligstilbuddet i 12. time tyder på, at foreningen ikke engang har pengene til advokatens honorar.
• Kjeld Hansen er journalist, forfatter og gårdejer