Britiske myndigheder finder Roundup i grundvandet

MILJØ – De britiske myndigheder har fundet rester af glyposat i grundvandet. SiD kræver danske undersøgelser og stop for salget til private.

De britiske miljømyndigheder har som de første rundet rester af glyposat fra Roundup i grundvandet, og miljøkonsulent i SiD, Jesper Lund-Larsen, frygter, at også det danske grundvand kan være forurenet.

- Hidtil har vi fået at vide, at det ikke kunne ske, men myten om Round Up som et miljøvenligt ukrudtsmiddel er nu punkteret. En af prøverne fra England viser en restkoncentration af glyphosat i grundvandet, der overskrider grænseværdien på 0,1 mikrogram pr. liter.

Jesper Lund-Larsen, der er medlem af Bekæmpelsesmiddelrådet, erkender, at de britiske resultater maske kan synes spinkle. Alligevel kræver han, at de danske myndigheder tager affære.

- De første fund af atrazin herhjemme virkede heller ikke alarmerende, før man mere systematisk begyndte at lede efter det for fem-seks år siden, siger han.

Markedsført som miljøvenligt
Ukrudtsmidlet Roundup er i årevis blevet markedsført som et nærmest harmløst, miljøvenligt produkt, der ikke ophobes i jorden og derfor ikke skulle kunne ende i grundvandet. Tidligere fund af glyphosat i overfladevand er forklaret som enkeltstående punktforureninger.

Roundup er uden sammenligning det mest solgte ukrudtsmiddel til både landmænd og private haveejere, men i et brev til miljøminister Svend Auken kræver SiD nu stop for al brug af midlet på offentlige områder, i boligområder og i private haver.

- Samtidig opfordrer vi miljømyndighederne til at igangsætte undersøgelser for at finde ud af, om også det danske grundvand er forurenet med glyposat, siger Jesper Lund-Larsen.

SiD vil også forsøge at sætte en stopper for alle gensplejsningsforsøg med glyposat-resistente afgrøder.

Miljøstyrelsen har hidtil vurderet risikoen for at Roundup skulle ende i grundvandet som minimal, men vil nu se nærmere på de britiske undersøgelser. Først herefter vil man tage stilling til, hvad der så skal ske, siger kontorchef i Miljøstyrelsen, Åse Lynæs.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: