Bred opbakning til nationalpark ved Roskilde

Vejen er banet for en kommende nationalpark ved Roskilde, efter at alle partier med undtagelse af Enhedslisten i dag er blevet enige at give grønt lys.

Fra indvielsen af Nationalpark Mols Bjerge. (Foto: Thomas Retsloff, www-danmarksnationalparker.dk)

Vestjyderne slog sig i tøjret, og bønderne sagde nej til til Nationalpark Skjern Å. I stedet er politikerne på Christiansborg nu blevet enige om at pege på Roskilde, Lejre og Frederikssund Kommuner som de næste, der kan tilbyde turister og borgere adgang til en nationalpark. Forligskredsen bag nationalparkloven bakker op om ansøgningen.

Et helt særligt kulturlandskab, et væld af friluftsmuligheder og stor interesse blandt lokale lodsejere for at være med i nationalparken er årsagen til, at forligskredsen bag nationalparkloven har valgt at imødekomme en nationalpark-ansøgning fra Roskilde, Lejre og Frederikssund Kommuner.

Positiv og bred opbakning
Beslutningen blev truffet på et møde i dag på Christiansborg, og dermed er der banet vej for en ny nationalpark i Danmark, der skal gå under navnet Skjoldungelandet. Forligskredsen består af alle Folketingets partier undtagen Enhedslisten.

- Vi er rigtig godt på vej, når der allerede fra begyndelsen er så positiv og bred opbakning til Nationalpark Skjoldungelandet, siger miljøminister Ida Auken

- Det har været afgørende for forligskredsen, at tilslutningen til nationalparken er solidt og stærkt forankret i lokalbefolkningen. siger Venstres miljøordfører Henrik Høgh.

- Nu ser vi frem til at modtage et egentligt forslag til Nationalpark Skjoldungelandet, og så håber jeg, kommunerne har en god og konstruktiv dialog med alle parter. Vi har oplevet et stort lokalt engagement og involvering, og det er de gode kræfter, der skal gøre nationalparken til en succes, siger Socialdemokraternes miljøordfører Torben Hansen.

Tiltrækker turister
- Erfaringer fra udlandet viser, at nationalparker kan være med til at sætte ekstra fokus på de varer, der sælges i lokalområdet. Det kan være med til at skaffe lokale arbejdspladser, og det kan også være med til at tiltrække turister til egnen, siger Dansk Folkepartis miljøordfører Jørn Dohrmann.

- Der er ingen tvivl om, at nationalparkerne skaber mere opmærksomhed om natur og miljø. Naturen har stor værdi i sig selv, men en status som nationalpark giver samtidig mulighed for ny lokal erhvervsudvikling og markedsføring af unikke oplevelser, siger miljøordfører Lone Loklindt fra det Radikale Venstre.

Med den politiske opbakning på plads sætter miljøministeren nu gang i en proces med henblik på en kommende udpegning af en nationalpark Skjoldungeland, som omfatter den sydlige del af Roskilde Fjord og et samlet landområde mod syd med blandt andet en række herregårde og de statsejede Bidstrup Skove.

Kulturhistoriske værdier
Forligskredsen har bedt om, at kommunerne bag ansøgningen undersøger mulighederne for eventuelle udvidelser af området i tæt dialog med alle relevante interessenter.

- Jeg har besøgt Skjoldungelandet, og der er et hav kulturhistoriske værdier, et særligt kulturlandskab og store naturværdier, som tilsammen gør området til noget helt særligt. Så det er helt rigtigt, at vi arbejdere videre med det forslag til nationalpark, siger miljøordfører Benedikte Kiær fra Det Konservative Folkeparti.

Det foreslåede område strækker sig over 16.100 hektar og er således på størrelse med Nationalpark Mols Bjerge.

Genstart til Kongernes Nordsjælland
Forligskredsen gav ved mødet også sin tilslutning til, at de nordsjællandske kommuner kan fortsætte med en fornyet proces for Nationalpark Kongernes Nordsjælland.

- Jeg er oprigtigt glad for, at en fælles studietur til Nationalpark Thy sammen med borgmestre og landbrugs- og lodsejerrepræsentanter fra Nordsjælland har givet et nyt forståelsesgrundlag for at
genoptage arbejdet med en Nationalpark Kongernes Nordsjælland, siger Ida Auken.

Forligskredsen valgte på sit møde ikke at bakke op om en ansøgning til en nationalpark i Det Sydfynske Øhav. Forslaget med den nuværende afgrænsning uden Langeland og Ærø kommuner vurderes at mangle et væsentligt helhedselement, hvis der skal være tale om en nationalpark.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: