12-årige Victoria og hendes venner er ved at blive eksperter i FN’s 17 bæredygtighedsmål. Det sker i en serie børnebøger, der gør verdensmålene lettere at forstå og leve efter for børn på 9-12 år og deres voksne.
- FN’s verdensmål for 2030 bliver kun nået, hvis rigtig mange børn og voksne tager dem til sig. Formålet med ’Victoria & Verdensmålene’ er fortælle nogle spændende historier, der kan inspirere til handling i familier, på skoler og i virksomheder, siger journalist og forfatter Jesper Tornbjerg, der tirsdag den 4. december udgiver den tredje bog i serien.
Den nye børnebog handler om FN-mål nr. 3 (Sundhed og trivsel). I den oplever Victoria, at hendes bedstefar bliver indlagt med lungekræft, hvilket sætter tanker og følelser i gang både hos hende og hendes klassekammerater. Victoria kommer også på en flyvetur med mariehøne-drone til USA, hvor hun får en jævnaldrende ven, Walt, og smager usund amerikanske skolemad.
- FN-mål nr. 3 har fat i svære emner som rygning og luftforurening, fødevarer og fedme samt adgang til medicin. Med udgangspunkt i ’Kong Gulerod’ kan børn og deres voksne få en god diskussion om, hvordan de kan gøre deres liv mere bæredygtigt både for dem selv og andre, siger Jesper Tornbjerg.
Også de voksne kan lære noget
Han fortæller, at nogle af tilbagemeldingerne fra læserne af de to første børnebøger – ’Den Magiske Kjole’ om mål nr. 1 (Udryd fattigdom) og ’Geden med Fipskægget’ om mål nr. 2 (Udryd sult) – har været, at »det har været fedt at få en god historie og samtidig lære noget«, og at »det er overraskende, hvor meget mit eget barn allerede ved om verdensmålene«.
Netop dialog på tværs af generationer er vigtigt for at håndtere de udfordringer, verdens 7,5 mia. mennesker står overfor, uanset om det handler om fattigdom, ligestilling, klima, fedme eller nogle af de andre emner, verdensmålene handler om.
- Jeg håber, at mange forældre og bedsteforældre vil bruge ’Victoria & Verdensmålene’ til højtlæsning. Jeg tror, at de voksne kan lære ret meget om bæredygtig udvikling ved at se nutiden og fremtiden med deres børn og børnebørns øjne, siger Jesper Tornbjerg.