Børn anlægger retssager mod klima-ignoranter

KLIMA – Otte børn under 20 år vil slæbe Floridas klima-skeptiske republikanske guvernør for retten. Han har angiveligt forbudt delstatens ansatte at anvende ord som »klimaforandringer« og »global opvarmning«.

Rick Scott er guvernør i Florida og har angiveligt forbudt de offentligt ansatte at tale om global opvarmning og klimaforandringer. Foto CC BY flickr Gage Skidmore

Otte børn under 20 år anlægger nu retssag imod Floridas republikanske guvernør, Rick Scott. Det sker i et forsøg på at presse den kendte klimaskeptiker til at ændre politisk kurs.

Rick Scott har som guvernør angiveligt forbudt delstatens offentligt ansatte at bruge ord som »global opvarmning« og »klimaforandringer«. Retssagen imod guvernøren anlægges, fordi han udviser »total ligegyldighed« over for Floridas kommende genrationer ved ikke at tage klimaforandringerne alvorligt, skriver Dagbladet Information.

De unge sagsøgere får støtte fra organisationen Our Children’s Trust, der også hjælper 21 andre børn og unge, som allerede har fået grønt lys til at anlægge retssag imod de føderale myndigheder for ligeledes at negligere klimaforandringerne og konsekvenserne af den globale opvarmning for de kommende generationer.

Retssagen indledes 29. oktober i år i Eugene, Oregon.

Flere byer og kommuner kræver erstatning
Også New York og flere byer og kommuner i Californien forbereder retssager med krav om erstatning fra de store olieselskaber. Og for første gang er et lignede søgsmål på vej fra USA’s midtvestlige stater, skriver Information med New York Times som kilde.

Således agter kommunerne Boulder og San Miguel samt bystyret i Boulder i delstaten Colorado at anlægge sag imod amerikanske Exxon Mobil og det canadiske olieselskab Suncor Energy for ved salg af fossile brændsler at bidrage til klimaforandringerne, der har forårsaget ukontrollerede skovbrande, tørke, storme og dermed ødelagt en del af grundlaget for landbrug og turisme.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: