Bo Øksnebjerg ny chef for WWF

NAVNE – 47-årig biolog bliver ny generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden. WFW skal fremover fokusere mere på indsatsen for en bæredygtig klode.

Bo Øksnebjerg bliver ny chef for den danske afdeling af WWF Verdensnaturfonden. Foto: WWF

1. marts sætter den 47-årige biolog Bo Øksnebjerg sig i chefstolen som ny generalsekretær i den danske afdeling af WWF Verdensnaturfonden. Han afløser den konstituerede Peter Bonne Eriksen, som har haft posten, siden Gitte Seeberg stoppede i slutningen af juni 2016.

- Mange levesteder og arter på kloden er truet, og klimaforandringerne udfordrer os alle. Derfor er der mere end nogensinde brug for WWF. Jeg brænder for at komme i gang og være en del af en af verdens mest indflydelsesrige grønne organisationer – og et enormt stærkt brand, siger Bo Øksnebjerg.

WWF er på verdensplan i gang med en omfattende omstrukturering, som skal gøre organisationen bedre til at fokusere indsatsen for en bæredygtig klode. En af Bo Øksnebjergs første opgaver bliver at tilpasse WWF Verdensnaturfonden til den udvikling.

Globale partnerskaber
WWF arbejder globalt på at opbygge partnerskaber med fonde, virksomheder, andre ngo’er og regeringer rundt om i verden.  Det er en linje, som Bo Øksnebjerg vil udbygge.

- Hvis vi skal efterlade en klode i bæredygtig balance til vores efterkommere – og det skal vi selvfølgelig – er det helt nødvendigt, at vi arbejder sammen, siger Bo Øksnebjerg, der er meget imponeret over de projekter, som WWF har gennemført i samarbejde med store fonde og virksomheder.

 

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: