Af Dorthe Fink, tidligere sundhedsfaglig seniorkonsulent
Selvfølgelig, det kan kun være foregået på den måde, i et samarbejde mellem styrelse og departement.
Men Mette Gjerskov står tilbage med aben. Hvis hun virkelig, med hånden på bibelen og ikke to krydsede fingre på ryggen, over for en dommer kan fastholde, at hun ikke har bedt om dette afsnit blev fjernet, ja så har hendes embedsmænd udvirket, at hun har fortiet oplysninger over for Folketinget.
Det forekommer dog underligt. Nogle politikere i hendes udvalg må da have haft kendskab til denne oprindelige rapport, have læst den og hæftet sig ved anbefalingerne, når det nu var en så alvorlig sag?
Hvem vidste besked?
Det betyder, at der er flere, der burde og kunne have opdaget embedsværkets forbryderiske magtmisbrug (sikkert arrangeret af L&F) inden oplysningerne blev sendt til Folketingets medlemmer?
Burde Mette Gjerskov ikke selv have opdaget ved fremlæggelsen i folketingssalen, at der manglede den mest alarmerende anbefaling?
Enten læser politikerne ikke sagerne, eller også har der kun været 10 medlemmer tilstede ved debatten i salen? Hvor er alle de andre partiers ordførere i denne sag?
Måske er de fleste blevet lullet i søvn?
Ansvaret skal placers
Det bliver nødvendigt at gå alle de gamle optagelser og mails igennem for at få placeret ansvaret, hvad angår de folkevalgtes og embedsværkets utilgivelige handlinger.
Utilgiveligt, fordi de alene nu bliver ansvarlige for den manglende MRSA-sanering i avlstoppen og dermed ansvarlige for de år, der har resulteret i en eskalering af smittespredningen.
Den slags handlinger kan vel ikke ustraffet forgå, selv om en straffesag ikke redder de syge, de smittede, udviklingen af antibiotika resistensen osv.