En stor undersøgelse lavet af The New York Times er et blåt øje til tilhængerne af genmodificerede afgrøder (GMO’er), der har hævdet, at genmodificering var den bedste og måske eneste løsning på det globale behov for flere fødevarer.
New York Times har på baggrund af data fra FN sammenlignet udbytterne ved landbrugets produktion af majs, sojabønner og bomuld henholdsvis med og uden GMO-afgrøder.
I USA og Canada har man, som New York Times skriver, »omfavnet« de genmodificerede afgrøder. Derimod har der i Vesteuropa været stor modstand. Avisens sammenligning er mellem sammenlignelig moderne landbrugsproduktion med GMO i USA og Canada og uden GMO i Vesteuropa, primært i Tyskland og Frankrig.
På tværs af GMO-tilhængernes forudsigelser
Undersøgelsen viser, at der ikke har været større vækst i udbytterne i USA og Cana end i Vesteuropa. Samtidig har der i USA og Canada været en betydelig vækst i brugen af kemikalier i landbruget, mens der har været et fald i Vesteuropa.
Netop dette undersøgelsesresultat går helt på tværs af GMO-tilhængernes forudsigelser.
En af idéerne bag genmodificerede afgrøder var, at bekæmpelsen af skadedyr og ukrudt kunne foretages mere effektivt, og den samlede negative miljøpåvirkning kunne dermed reduceres.
En typisk GMO-egenskab fra plante- og kemikaliegiganten Monsanto var indsættelsen af et gén, der gjorde planterne tolerante overfor Monsanto-kemikaliet Roundup. Man kunne herefter let og effektivt sprøjte med Roundup uden at beskadige den værdifulde afgrøde. Og spare på brugen af andre kemikalier.
Stor stigning i forbruget af herbicider
New York Times-undersøgelsen viser, at der i USA er sket et fald i brugen af visse kemikalier, typisk insekticider og fungicider, (mod insekter og svamp) med en tredjedel, men til gengæld har der været en stor stigning (21 procent) i brugen af herbicider, mod ukrudt. Det er ikke overraskende, at stigningen netop er sket i brugen af herbicider.
I Frankrig har der imidlertid i samme periode været et fald i brugen af alle tre former for pesticider. Brugen af insekticider og fungicider er faldet med 68 procent (altså dobbelt så stort fald som i USA og Canada), og brugen af herbicider er faldet med 36 procent (hvor der i USA og Canada var en betydelig stigning).
Ifølge The New York Times har National Academy of Science også offentliggjort undersøgelsesresultater, der peger på, at brugen af GMO-afgrøder ikke giver signifikante merudbytter.
Tvivlsomme påstande om Roundup
Samtidig står GMO-avlerne efter mere end 20 års brug af de nye GMO-afgrøder overfor nye problemer. Der er ved at opstå resistens overfor Roundup i flere ukrudtstyper. Det betyder, at der skal sprøjtes mere eller med andre midler.
Endelig er påstandene, om at midlet Roundup er helt uskadeligt for alt andet end de ukrudtsplanter, man vil til livs, blevet stadig mere tvivlsomme.
Men The New York Times skriver, at udviklingen i brugen af GMO-afgrøder i kombination med kemikalier har ført til, at firmaerne Monsanto og Syngenta har seks-doblet deres omsætning over de sidste 15 år.
Monsanto er verdens største producent af såsæd, og Syngenta er et gigantisk schweizisk pesticidfirma.