Biomasse skal bruges med omtanke

BIOMASSE – Vi har brug for biomasse i overgangen til det fossil-frie samfund, men den skal bruges bæredygtigt for at undgå alvorlige miljø- og klimaeffekter, skriver Det Økologiske Råd i nyt princippapir.

Landmænd kan få favorable tilskud til at dyrke energiafgrøder som pil og poppel. (Foto: AU Foulum)

- Biomasse er en midlertidig løsning, som vi skal bruge klogt for at undgå uønskede effekter. Vi skal ikke plastre ådalene til med pil, men vi kan på den anden side heller ikke bare sige nej til at dyrke energi-afgrøder. Hvis vi skal dyrke energiafgrøder, skal arealerne så vidt muligt samtidig tjene andre formål, og vi skal samtidig satse på langsigtede alternativer, siger Christian Ege, sekretariatsleder i Det Økologiske Råd.

Det Økologiske Råd udsender derfor i dag et princippapir, som forsøger at udstikke afbalancerede retningslinjer for, hvordan biomassen kan udnyttes på en klima- og miljømæssigt forsvarlig måde.

I øjeblikket udgør biomasse mere end 60 pct.af den vedvarende energiproduktion i Danmark.

Overordnede principper
Biomasse, omfatter halm, brænde, flis, træpiller, træaffald og bionedbrydeligt affald. Hertil kommer biogas og flydende biobrændstoffer. Udover dansk produktion er der en stor import af særligt træpiller, men også brænde og flis. For at udnyttelsen af biomassen kan blive bæredygtig, anbefaler Det Økologiske Råd fire overordnede principper:

1. Fødevarer må ikke bruges til energiformål.

2. Arealer, som kan bruges til produktion af fødevarer, må kun i begrænset omfang – og efter grundige vurderinger – bruges til produktion af energiafgrøder.

3. Biomasseressourcerne skal bruges energieffektivt – primært til at lave kraftvarme, energi til procesformål samt transport, hvor der ikke er gode alternativer, f.eks. til fly, skibe og lastbiler.

4. Biomasse bør ikke anvendes i forurenende brændefyringsenheder. På kort sigt bør brændefyring undgås i byer, og begrænses til svanemærkede ovne på landet.

Vi skal producere mere
Hvis vi skal stoppe brugen af fossile brændsler i kraftvarmesektoren fra 2035 og samtidig undgå import af ikke-bæredygtig biomasse, er vi nødt til på kort sigt at producere mere biomasse selv – samtidig med at vi sparer på energien og udbygger vind, sol, varmepumper og geotermisk energi kraftigt. Biogas giver en særlig stor reduktion af klimagasser – men den skal produceres på restprodukter som gylle, halm, slam, organisk affald og slet fra naturarealer – ikke på majs.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: