Københavns Kommune får snart mulighed for at tilbyde billig parkering til alle delebilsordninger. Det fremgår af et nyt udkast til bekendtgørelse om parkering, oplyser Transportministeriet.
Derfor kan også delebilsordninger med elbiler som for eksempel DriveNow få billige parkeringslicenser, hvis kommunen vælger, det skal være sådan. Det nye udkast til bekendtgørelse sidestiller alle typer delebiler.
Lige vilkår
Transport- og Bygningsministeriets fornyede udkast sidestiller på den måde de miljø- og fremkommelighedsvenlige bybilsordninger. Formålet med denne ændring er at sikre, at der er lige vilkår for forskellige delebilsordninger, så der ikke sker en urimelig konkurrenceforvridning på markedet.
Københavns Kommune vil altså stadig kunne oprette en delebilsordning med eldrevne biler, hvis det er det, de ønsker, ligesom de også kan give parkeringsrabat til delebilsordninger. Rabatten skal bare gives til alle, understreger ministeriet.