Bierne bliver ladt i stikken af EU

SPRØJTEGIFT – De europæiske lande missede for nylig en chance til at at forbyde tre farlige kemiske sprøjtegifte, som er mistænkt for at forårsage store skader blandt verdens bestand af bier.

Sprøjtegift kan skade biernes centralnervesystem og evne til at navigere. (Foto: Danmarks Biavlerforening)

Det er gruppen af de såkaldte neonikotinoider, der var til afstemning, men ni lande stemte imod forslaget fra EU-Kommissionen om at forbyde stofferne i foreløbig to år.

Danmark var blandt de lande, som sammen med bl.a. Frankrig og Italien stemte for et forbud, mens store lande som Tyskland og Storbritannien til miljøorganisationernes store fortrydelse undlod at stemme og dermed inddirekte stemte til fordel for kemikalieproducenterne og var med til at forsinke et forbud.

Det er ellers EU´s egne myndigheder for fødevaresikkerhed, EFSA, der har opfordret EU-Kommissionen til at skride ind med et forbud. EFSA nåede i januar frem til, at neonikotinoiderne udgør en akut risiko for Europas bestand af bier.

Skuffelse blandt natur- og miljøforkæmpere
- England og Tyskland har givet efter pres fra industri-lobbyen, sagde Iain Keith ifølge The Guardian. Han er en del af kampagnegruppen Avaaz, der ligesom andre natur- og miljøforkæmpere er skuffet over, at det ikke lykkedes at få et forbud igennem.

Mange afgrøder er afhængige af biernes bestøvning, og de seneste årtiers voldsomme tilbagegang for verdens bestand af bier vækker stigende bekymring.

En britisk undersøgelse, der sidste år blev offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Science viser, at visse pesticider skader biernes evne til at navigere og finde hjem igen, fordi giften skader deres centralnervesystem.

I undersøgelsen påviste forskerne, at antallet af dronninger, der byggede rede, styrtdykkede med 85 procent efter, at de havde været udsat for påvirkning af sprøjtegift.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: