Besøg Nordens største økologiske have

ØKOLOGI – Den Økologiske Have i Danmark er Nordens største økologiske besøgshave og et herligt udflugtsmål for både børn og voksne.

Børnene har masser af plads at boltre sig på.

Under et stort åbent telt hopper en flok børn rundt og leger i halmballerne. Den hvide teldug lyser mod den blå himmel, og duften fra havens tusindvis af planter pirrer næseborene og blander sig med lugten af halm.

Ikke langt derfra viser havens dyrepasser, Rasmus, gederne frem.

- Ham der skal I passe på. Vend ikke ryggen til, så stanger han, advarer Rasmus og åbner for leddet.

Den Økologiske Haves leder, Marie Christensen.

Dyrene er behørigt indhegnet med masser af plads til at røre sig og en stald, de kan gå ind i, når vejret er for dårligt.

Aktiviteter for både børn og voksne
Den Økologisk Have i Danmark, der ligger i Jylland kun 23 km syd for Danmarks anden største by, Århus, er et spændende udflugtsmål med masser af muligheder og et væld af aktiviteter for både børn og voksne.

Den ligger ikke langt fra Saxild strand med fine badestrande og et stort sommerhus-område, hvor mange nordmænd og svenskere tilbringer en del af deres sommerferie.

Arrangementer i børnehøjde
Den Økologiske Have har en lille café, hvor man kan købe te og kaffe, sodavand, øl og kager. Alt sammen økologisk selvfølgelig.

Man kan også selv tage mad og drikke med og nyde det i haven. For de allermindste er der puslebord, sandkasse og legeplads.

I havens butik kan man lade sig friste af et righoldigt udvalg af økologiske frø, planter, bøger og småredskaber.

Guidede rundvisninger
I hele sommerperioden kan man komme med på en af de guidede rundvisninger, der arrangeres hver weekend. I juli sker det med fokus på træer og buske den første søndag, krydderier og pesto søndagen efter og senere på måneden byder programmet på ’Lyset som vækstfaktor’, ’Plantefarvning af uld’ og ’Snapsurter i haven’.

Fra 30. juni er der hver onsdag frem til 11. august et arrangement i børnehøjde, ’Okker Gokker Onsdag, hvor man blandt andet kan lære gamle lege og komme med på en rejse tilbage til bronzealderen.

Havens dyrepasser Rasmus viser en stor, dejlig blød kanin frem.

Etableret i 1991
Den Økologiske Have omfatter 11 hektar og er Nordens største økologiske besøgs- og demonstrationshave. Her er æsler, ponyer, får, geder, grise, høns, kaniner og bier, 14 emnehaver, tema-arrangementer og rundvisninger.

Den blev etableret for mere end tyve år siden af en flok idealistiske økologer, der gerne ville vise, hvordan man i praksis kan dyrke både blomster, krydderurter og

I havens café kan man få både kaffe, sodavand, kager og is og meget mere. Gå heller ikke glip at havens butik. Her kan du købe økologiske frø, krukker, haveudstyr, gaveartikler, bøger og meget andet.

frugt uden at sprøjte med gift eller bruge kunstgødning.

- Mange tror, man skal være specialist for at dyrke sin have økologisk eller frygter, det kræver al for stor indsats. Men så er det altså heller ikke sværere. Alle kan være med. I Den Økologiske Have kan almindelige haveejere finde inspiration og få nyttige tips og gode ideer til, hvordan man skal gribe tingene an, siger Den Økologiske Haves leder, Marie Christensen.

Mere for børnefamilierne
Som ny leder har hun sat sig for at udvide målgruppen og forlænge sæsonen med nye aktiviteter og tilbud og dermed styrke havens økonomiske fundament.

- Hidtil har især de virkelig havekyndige har haft let ved at hente inspiration i haven. Men i længden bliver det for smal en målgruppe. Derfor vil vi samtidig satse på børnefamilierne. Vi skal have mere på hylderne og har haft stor succes med børne- og familiearrangementer, der læner sig op af naturen, siger Marie Christensen.

Det seneste eksempel var et arrangement i påsken, hvor der blev indkøbt 50 små, kyllinger. Børn og voksne skulle i fællesskab finde ’påskeharen’ ved en tur rundt til forskellige poster i haven. Turen endte i havens væksthus, hvor børnene fik lov til at se og gøre ved de små, levende kyllinger.

- Det væltede ind med mennesker. Den slags arrangementer bliver der flere af i fremtiden, fastslår Marie Christensen.

Stribede rødbeder
Fremtiden byder også på mere samarbejde med virksomheder og institutioner, som blandt andet Aalborg Zoo og Århus Festuge, der er en årlig tilbagevendende begivenhed med kunst, kultur og underholdning, der hvert år tiltrækker ti-tusinder af mennesker fra hele Danmark og de øvrige nordiske lande.

I forbindelse med dette års festuge har alle børnene i 237 århusianske børnehaver fået udleveret fire poser med frø, som de opfordres til at dyrke. Frøblandingerne er sammensat med sjove og spændende frø, der bliver til stribede rødbeder, prikkede stangbønner, knaldrøde gulerødder og krydderurter.

- På den måde lærer børnene at dyrke deres egne grøntsager og oplever samtidig hvor meget lækkert mad, der kan komme ud af det, siger Marie Christensen.

Børnenes lille køkkenhave skal passes og plejes frem til slutningen af august, hvor afgrøderne kan høstes og afleveres til en madfestival i forbindelse med festugen. Her vil gourmetkokke sammen med 25 børnekokke forvandle børnenes urter og grøntsager til velsmagende, lækkert mad.

Elskovsplanter
Den Økologiske Have er delt op i 14 emnehaver, og der er næsten ikke det, man ikke kan finde. Skovhave, naturhave, skærehave, parcelhushave og køkkenhave for blot at nævne en håndfuld. Ja, sågar en vinmark kan Den Økologiske Have byde på.

Haven har nemlig en beliggenhed, der er velegnet til vindyrkning. Her er de solskinstimer, der skal til, og en stiv lerjord, der holder på fugtigheden og giver smag til druerne.

Haven med læge- og krydderurter rummer små bede med 200 forskellige planter. Her kan man studere elskovsplanter, der kan få kærlighedslivet til at blomstre og se nærmere på gamle lægeurter med helbredende virkning, som allerede middelalderens munke dyrkede i deres klosterhaver.

Æbler og kvæde
I frugthaven med forskellige sorter af æbler, pærer og kirsebær finder man også mere specielle frugter som morbær, mispel, valnød, kvæde og surbær.

Parcelhushaven er et godt eksempel på, hvad man kan dyrke hjemme i sin egen have. Her får man gode ideer og inspiration til at anlægge køkkenhave, græsplæne, krydderurter, frugtbuske, staudebed, drivhus og et lille hønsehus.

34 bede med grønsager
Den store køkkenhave byder på alle mulige forskellige grøntsager og spiselige blomster fordelt på 34 bede på hver 7-8 kvm. Det giver mulighed for et 5-6 årigt sædskifte, som sammen med efterafgrøder, dækafgrøder og blandingskulturer giver plads til nyttedyr og holder sygdomme og skadedyr i ave.

Køkkenhaven har også et særligt ’Indiansk bed’, hvor stangbønner vokser op af mejsplanter med enkelte squash ind imellem. Det er en teknik, som blev anvendt af de nordamerikanske indianere og af stammefolk i Afrika.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: