Beskyttelse af vilde tigre redder vand og klima

NATUR – Arbejdet med at redde vilde tigre skaber ikke kun vigtige resultater for det vilde dyreliv, men har også stor betydning for klimaet, vores ferskvandsforsyning og millioner af menneskers leveforhold, fortæller ny rapport fra WWF og Tigers Alive.

Indsatsen for at beskytte de vilde tigre har også en effekt på klima og drikkevandsforsyning. Foto: Emmanuel Rondeau / WWF-UK

Beskyttelse af tigres levesteder er også med til at beskytte mindst ni store vandområder, som regulerer og leverer ferskvand til op mod 830 millioner mennesker i Asien. Det gælder byområder på tværs af Indien, Malaysia og Thailand.

På samme måde kan beskyttelse af tigerlandskaber være med til at bevare de resterende skove, hvilket har en afgørende klimaeffekt.

- Når vi redder de vilde tigre, løser vi flere problemer på én gang. Vores arbejde for at bevare de enorme tiger-landskaber betyder, at vi passer bedre på verdens ferskvand, reducerer virkninger af klimaforandringer, skaffer ren luft, arbejdspladser og meget mere, fortæller Bo Øksnebjerg, generalsekretær for WWF Verdensnaturfonden.

Skovrydning fortsætter med en alarmerende hastighed, der hvor tigrene lever. I Sumatra alene, har skovrydning reduceret det naturlige skovdække med over 50 procent de seneste tre årtier.

Når skovene bliver fældet, kan de optage mindre CO2, hvilket resulterer i øget klimapåvirkning. Tre ud af de fire lande, der har den højeste udledning af CO2 i forbindelse med skovrydning, er også tiger-lande. Derfor har arbejdet med at bevare tigrenes leveområder en direkte betydning for klimaet.

Forbedrer klima og redder skov
- Når vi arbejder for at redde tigrene arbejder vi samtidig for at forbedre klimaet. Ved at bevare tigrenes levesteder redder vi skov, og så bliver der udledt mindre CO2. Hvis skovene bliver ved med at blive fældet, skifter flere af tigerens levesteder fra at absorbere kuldioxid til faktisk at udlede det, siger Bo Øksnebjerg.

Alligevel er de vilde tigre og deres levesteder truet: 95 procent af tigrenes globale levesteder er forsvundet, og tigrene er nu begrænset til fragmenterede populationer i Asiens sidste skovområder.

Selv i de resterende områder hvor tigrene lever, er over 40 procent af de nuværende tiger-habitater i risiko for at blive ofret til landbrugsudvidelse og urbanisering, viser rapporten fra WWF og Tigers Alive »Beyond the Stripes: Save tigers, save so much more«.

Beskytter andre truede dyrearter
Tiger-bevarelse er også med til at redde andre truede dyr, da et rovdyr som tigeren har brug for store landskaber for at trives. De deler pladsen med mange andre truede dyr såsom den asiatiske elefant, leoparden og orangutangen. Beskyttelse af tigerens levested hjælper derfor også med at beskytte andre truede dyrearter.

- Hver eneste krone, vi investerer i at redde en vild tiger, hjælper også med at redde mange andre truede arter og økosystemer, der er vigtige for millioner af mennesker, siger Bo Øksnebjerg.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: