Bare man var en økologisk ko

Økologiske malkekøer får god behandling. Forbrugerne får virkelig velfærdsbonus for pengene, når de køber økologisk, siger fødevareministren.

Fotomodeller: Økologiske køer trives godt og sundheden er helt i top, når de får lov til at æde græs og boltre sig på græsmarkerne.

Kun i tre ud af de 50 økologiske kvægbesætninger fandt Fødevarestyrelsens Veterinærrejsehold problemer med håndteringen og behandlingen af syge og tilskadekomne køer. I alt var det kun tre syge køer, der ikke var behandlet forsvarligt. Overtrædelserne udløste i to tilfælde påbud om korrekt behandling og i et enkelt tilfælde blot en indskærpelse af reglerne.

Det flotte resultat glæder fødevareminister Mette Gjerskov.

- Forbrugerne får virkelig velfærdsbonus for pengene, når de køber økologisk. Først og fremmest fordi der stilles skrappere krav til dyrevelfærden hos økologiske dyr – men også fordi vi nu kan se, at de skrappe regler rent faktisk bliver overholdt. Det er virkelig positivt, at de økologiske landmænd har et højt niveau, når det kommer til dyrevelfærd, så vi kan levere kvalitetsprodukter fra dyr, der har det godt, siger Mette Gjerskov.

Historisk få problemer

Flemming Kure Marker, leder af Veterinærrejseholdet, er også godt tilfreds med resultatet, der er det bedste nogensinde.

- Resultatet af forårets kontrolkampagne dokumenterer, at de økologiske landmænd har godt styr på håndteringen af syge og tilskadekomne køer i deres besætninger, og at det godt kan lade sig gøre at drive moderne kvægbrug og samtidig give dyrene en god behandling, siger han.

Skrappe krav

- Resultatet af Fødevarestyrelsens kontrolkampagne viser, at de økologiske landmænd udøver virkelig god dyrevelfærd, og at de opfylder de skrappere krav, som stilles til økologiske dyr. Det viser samtidig, at rådgivningssystemets vejledninger til landmændene om god dyrevelfærd virker – noget, som vi lægger rigtig meget energi i, siger Uffe Bie, formand i Landbrug & Fødevarer Økologi.

Uffe Bie er glad for, at det flotte resultat er med til at opretholde det røde økologimærkes høje troværdighed.

- Jeg er glad for, at Fødevarestyrelsens foretager disse kontrolkampagner, da vi herved kan bevise over for forbrugerne, at økologerne opfylder de skærpede krav, der stilles til denne produktionsmetode. Troværdigheden er således høj, og forbrugerne kan trygt vælge de økologiske kvalitetsfødevarer med det røde mærke og stole på høj dyrevelfærd, siger Uffe Bie.

Græs, frisk luft og motion giver sunde køer

Adgangen til græs, frisk luft og motion lader til at have en markant effekt på køernes generelle sundhed. De økologiske malkekvægsbesætninger har et meget lavt medicinforbrug og en lavere dødelighed blandt køerne sammenlignet med gennemsnittet i ikke-økologiske besætninger.

- Græsmarken er koens naturlige element. Det behov forsøger vi efter bedste evne at tilgodese i økologisk kvægbrug. Kontrolresultatet bekræfter os i, at det er den rigtige vej, vi er inde på, siger Evald Vestergaard, formand for Økologisk Landsforening og selv økologisk mælkeproducent.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: