Avis: Lunde amputerer Miljøstyrelsen

MILJØ – Esben Lunde amputerer Miljøstyrelsen og samler magten over miljøet hos sig selv, skriver Information. Overflytningen sker samtidig med, at Miljøstyrelsen flyttes til Odense.

Esben Lunde er i færd med at splitte Miljøstyrelsen og samle magten over miljøet hos sig selv. Foto: Claus Bjørn

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) rokerer nu om i Miljøstyrelsen, så en række opgaver rykker helt tæt på ministeren. Det skriver dagbladet Information i lørdagens avis.

I et internt brev, som Information er kommet i besiddelse af, skriver styrelsens direktør, Lars Hindkjær, til samtlige 600 ansatte, at »alle Miljøstyrelsens ministerbetjeningsopgaver nu flyttes til departementet«.

Al ministerbetjening, lov- og bekendtgørelsesarbejde i Miljøstyrelsen skal fremover foregå i Miljø- og Fødevareministeriets departement, viser et internt brev til styrelsens ansatte. Samtidig flyttes 150 ansatte til departementet, og dermed får miljøminister Esben Lunde Larsen mere politisk magt på bekostning af styrelsens faglige ekspertise.

Overflytningen af ansvarsområderne sker parallelt med Miljøstyrelsens udflytning til Odense, som også indebærer, at 150 af styrelsens medarbejdere overflyttes til departementet. Så det bliver en både personale- og ansvarsmæssigt nedbarberet styrelse, der skal til at arbejde fra Odense fra april, skriver Information.

Det sker kun for at varetage ministerens egne interesser
Den nye organisering og ansvarsfordeling vækker både bekymring og vrede blandt de ansatte i Miljøstyrelsen. Det fortæller en række medarbejdere, som på betingelse af anonymitet har talt med Information om situationen.

»Sammenhængen mellem faglighed og forslag til politikudvikling og regulering bliver smidt ud med badevandet. Det gør virkelig ondt. Man ender med en atypisk styrelse, som virkelig har fået hevet tænderne ud. Det sker kun for at varetage ministerens egne interesser. For ham er vi en stopklods på de områder, hvor han vil have allermest gennemført i forhold til landbruget. Alt, der omhandler nitrat, pesticider og så videre,« siger en medarbejder.

Politisk styring
»Tingene er mere politisk styrede i departementet, og det er svært at holde den faglige linje. Men et kemisk stof bliver jo ikke mere eller mindre giftigt, fordi der er økonomiske eller politiske interesser at varetage. Jeg frygter, at det ikke bliver data, men politisk interesse, der afgør, hvad der er fakta,« siger en anden medarbejder til Information.

Ifølge avisen ventes mindre end hver fjerde ansatte i Miljøstyrelsen at flytte med til Odense. Mange søger netop nu andet arbejde eller har allerede sagt op. Bl.a. tre kontorchefer og en vicedirektør forlader styrelsen.

»Folk, herunder chefer, har travlt med at komme væk. Dem med de bedste kvalifikationer kan få arbejde andre steder, og det gør de så,« fortæller en af medarbejderne.

Konsekvensen er en fagligt amputeret styrelse med reduceret mulighed for at varetage miljøbeskyttelsen.

 

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: