Når miljøminister Ida Auken lørdag 9. juni slipper den truede europæiske bison fri i skoven Almindingen på Bornholm, så er det intet mindre end en national naturhistorisk begivenhed.
De syv bisoner indgår i et europæisk avlsprogram under IUCN, International Union for Conservation of Nature, der skal sikre artens overlevelse i Europa, efter den var nær uddød i begyndelsen af det 20. århundrede.
Det bornholmske bisonprojekt har været mere end to år undervejs og er muliggjort takket være en bevilling på fire millioner kroner fra VILLUM FONDEN.
- Vi skal være stolte af, at Danmark er med til at redde dette store vilde dyr fra at uddø. Bisonerne er med til at skabe en mere dynamisk natur, og Bornholm får en ny og spændende seværdighed, som kan tiltrække flere turister, siger miljøminister Ida Auken.
Indvielsen foregår ved et arrangement med deltagelse af miljøminister Ida Auken, borgmester Winni Grosbøll, Naturstyrelsens direktør Niels Christensen, programansvarlig Helene Bjerre Jordans fra Villum Fonden, professor Dr. Wanda Olech, der er ansvarlig for bisonavlsprogrammet i Polen samt repræsentanter fra de grønne organisationer og samarbejdspartnere.