Arbejdsprogrammet er tætpakket, når miljøminister Ida Auken i dag rejser til Kina og Sydkorea for at følge op på Rio+20-mødet, diskutere miljøpolitik og styrke samarbejdet med Kina om Kina-Europa Vandsamarbejdet (China Europe Water Platform, CEPW).
I Sydkorea skal Ida Auken mødes med den sydkoreanske miljøminister, hvor de skal diskutere erhvervsfremstød inden for vandområdet. Få dage efter i Kina skal Ida Auken deltage i Yellow River Forum Kina sammen med den kinesiske minister for vandressourcer og indvie Kina Europa Vandsamarbejdet, som Danmark er sat i spidsen for af EU. Der er udarbejdet en klar samarbejdsaftale med Kina, som er gensidigt forpligtende.
-Hver femte flod i Kina er så forurenet, at man ikke kan stikke sin hånd i den. Kineserne har et kæmpe problem med at sikre rent vand til produktion, landbrug og drikkevand. Vi skal vise Kina, at vi tager deres udfordringer meget alvorligt, og at vi gerne vil hjælpe med at løse den enorme opgave, som de står over for, ved at dele vores viden og teknologi med dem. Det kan samtidig blive et væksteventyr for Danmark, siger miljøminister Ida Auken.
Miljøminister Ida Auken skal mødes med den kinesiske miljøminister og viceministeren for National Udvikling og Reformer for blandt andet at diskutere de fremtidige vilkår for vandsamarbejdet og derved sikre, at der bliver skabt kontakt mellem kinesiske og danske virksomheder, så de nødvendige forsknings- og demonstrationsprojekter kan blive opstartet. Et sekretariat er oprettet på dansk og kinesisk jord for at sikre, at arbejdet skrider fremad.
- Både besøget i Sydkorea og i Kina kan være med til at åbne døre for danske virksomheder, der vil eksportere løsninger inden for vandområdet, industriel anvendelse af vandforbrug, grundvand og reduktion af vandspild. Det er områder, hvor vi har masser af viden, teknologiske løsninger og årelang erfaring, siger Ida Auken.
Sydkorea er en af de nye hastigt voksende økonomier, der har sat mest fokus på grøn vækst, og derfor vil Ida Auken gerne styrke samarbejdet med Sydkorea. Samtidig vil miljøministeren skabe tættere bånd mellem det danske Global Green Growth Forum (3GF) og det sydkoreanske Global Green Growth Institute GGGI for at styrke offentlig-private samarbejder og forskning.