De økonomiske vismænd gennemgår i rapporten Økonomi og Miljø 2012 dansk miljøpolitik siden år 2000 og peger på, at naturen er under nedslidning: Det er ikke lykkedes at stoppe tilbagegangen i den biologiske mangfoldighed, og hver femte art er truet. Det er gået den forkerte vej med pesticidforbruget. Og vismændene anbefaler, at naturen får mere plads – især i skovene.
- Vismændene har ganske ret. De peger på en lang række skader, som regeringen allerede er i gang med at rette op på. Vi har nedsat en Natur- og landbrugskommission, der skal finde svaret på, hvordan vi får gennemført en grøn omstilling af dansk landbrug og får mere natur i Danmark. Kronen på værket bliver Naturplan Danmark, der skal give os mere skov og sammenhængende natur til gavn for et rigere dyre- og planteliv, siger miljøminister Ida Auken.
Pesticidafgift skal knække kurven
Hun peger også på regeringens forslag om en ny pesticidafgift, som skal knække den stigende kurve for brugen af sprøjtemidler.
- Vi har lagt tidligere tiders kurs om. Forbruget af sprøjtemidler kun er gået en vej, og det er op, op og op. Nu kommer vi med en pesticidafgift, som skal tvinge forbruget ned. Der er for mange pesticidrester i drikkevandet, og vi skal passe bedre på denne dyrebare ressource, siger Ida Auken.
Rapporten peger også på, at kvælstofforureningen ikke er blevet nedbragt siden 2003. Vismændene mener, at der vil gå en rum tid, før målet om en god tilstand i søer og vandløb er nået.
- Regeringen går snart i gang med at udarbejde anden generation af vandplanerne, som vil gøre kvælstofforureningen langt mindre. Vi sætter nu barren højere. Vi skal have mere og bedre natur i Danmark og sikre høj vandkvalitet i vores søer, åer og vandløb, siger Ida Auken.