Flere og flere butikker og store modehuse vælger mere eller mindre frivilligt at indstillet salget af pels. Senest er det det verdenskendte italienske modehus Armani, der har valgt helt at stoppe med at bruge pels i sine kollektioner.
Det sker efter en dialog med Anima og koalitionen Fur Free Alliance fra 28 lande, og den pelsfrie politik træder i kraft allerede i år for efterårs- og vinterkollektionen, oplyser Anima.
Det lægger yderligere pres på danske pelsdyravlere, som på februar-aktionen måtte se priserne på deres skind bliver halveret i forhold til samme auktion sidste år. Danmark er verdens største producent af minkskind.
Grusom behandling af dyrene
- Jeg er glad for at offentliggøre at Armani Group har forpligtet sig til at afskaffe brugen af pels i sine kollektioner. Teknologiske fremskridt har givet os mulighed for at have relevante alternativer til rådighed, som gør unødvendig og grusom behandling af dyr overflødig, siger designeren Giorgio Armani.
- Ved at forfølge den positive udvikling, som blev startet for længe side, tager min virksomhed nu et kæmpe skridt fremad, som afspejler vores holdning om at passe på miljøet og beskytte dyrene, siger den italienske modeskaber.
Det meste pels, der bruges i modebranchen, kommer ifølge Anima fra pelsfarme, hvor vilde dyr indespærres i små bure og dræbes med strøm eller kvælende gas for ikke at skade pelsen.
Miljø og sundhed
- Skindene gennemgår desuden tunge kemiske processer, blandt andet garvning og farvning, før de kan anvendes på det færdige tøj. Dette er til stor skade for miljøet og udsætter også mennesker for sundhedsmæssige risici, herunder øget risiko for kræft og allergier, skriver Anima.
- Armanis pelsfri politik tydeliggør at dyremishandling ikke har noget at gøre med luksusmode. Armani har været en trendsætter i modeverdenen i årtier og denne udmelding er et bevis på at fremtidens mode bygger på medfølelse og innovation. Vi kommer til at se mange flere modevirksomheder gøre det samme, siger kommunikationschef hos Anima, Thorbjørn Schiønning.
Sidste år valgte Hugo Boss at smide pelsen. Også firmaer som Tommy Hilfiger, Calvin Klein, Stella McCartney og herhjemme Bestseller har været pelsfri igennem lang tid. På Animas hjemmeside findes der nu over 200 modevirksomheder på den pelsfri liste.