Arla vil hjælpe med oplysning om sundhed

MAD – Hver anden giver op og bliver overvældet af de mange overvældet af sundheds – og kostinformationer, man kan finde på nettet. Nu tilbyder Arla Foods at hjælpe sundhedsforvirrede danskere.

Arla arrangerer madlejre, hvor unge lærer at lave mad. Nu vil mejerigiganten have ændret reglerne, så det bliver lettere at anprise mælkeprodukternes sundhedsegenskaber. Foto: Arla

Hver anden dansker er »overvældet af sundheds – og kostinformationer« og »forvirrede« af al den information, de får om sundhed og ernæring, viser ny undersøgelse. Det vil Arla og fødevarebranchen gerne afhjælpe, men stramme regler gør det svært, lyder det fra Arlas hovedkvarter i Aarhus.

Enhver kan finde uanede mængder af information på nettet om sundhed. En enkel google-søgning på sundhed giver 11.500.000 hits, og man skulle tro, at det gav rig mulighed for at blive klog på området. Men faktisk forholder det sig lige modsat.

De mange informationer om sundhed forvirrer mere end de gavner, så folk bliver i tvivl om, hvad de skal spise, mener Arla, der er et af verdens største mejeriselskaber.

Arla kan dokumentere påstanden med tal fra en ny undersøgelse, som Arla har fået lavet blandt 1.000 borgere i Danmark og fem andre lande. Heraf fremgår det blandt andet, at hver anden dansker er »forvirret« og »overvældet af sundheds- og kostinformationer«.

Vil informere sagligt
Den sundhedsforvirring vil fødevareindustrien gerne hjælpe os ud over ved at »informere sagligt og grundigt om deres produkter« og blæser nu til kamp mod »usaglige fødevareråd«.

Men ifølge Jakob Knudsen, der er landechef i Arla Danmark, forhindrer Danmarks stramme lovgivning på området industrien i at hjælpe forbrugerne med at træffe sunde valg.

- Vi oplever, at lovgivningen forhindrer os i at hjælpe forbrugerne med at træffe sundere valg. Forbrugerne er efterladt i blinde på grund af regler, der har til formål at beskytte forbrugerne, men som reelt gør det modsatte. Derfor ønsker vi bedre muligheder for at informere klart og tydeligt om sundhed, siger han.

Arla Foods ejes af 12.000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Holland og Luxemburg. Arla er også verdens største producent af økologiske mælkeprodukter.

Forældede regler fra før internet og Google
Leif Nielsen, der er direktør i DI Fødevarer er helt enig med Arla-direktøren. Han peger på, at reglerne blev udformet, før internettet blev skabt.

- For eksempel kører der nu en antibølge på fødevareområdet, hvor man helst skal undgå gluten. Det får folk til at fravælge brød, fordi det er »usundt«. Men producenten må ikke skrive på deres fuldkornsbrød, at brød er godt for helbredet, så folk endte med at tro på, hvad en tilfældig blogger uden dokumentation påstår, siger Leif Nielsen.

Han mener, at fødevarebranchen bør få mulighed for at forklare sig bedre.

- Vi bør få lov til at forklare os enklere, så folk forstår, hvad vi siger ud fra solid dokumentation. Vi ønsker ikke at pynte på sandheden, men vil bare hjælpe forbrugerne ved at sige, hvad vi ved om brød, mælk, kød, grønt og andre fødevarer. Det er i dag svært på grund af de mange regler, mener Leif Nielsen.

Mælkens gode egenskaber
Heller ikke Arla har noget ønske om at pynte på sandheden, siger landedirektøren, der »bare gerne kunne fortælle om alle de gode ting, mælk har i sig«.

- Men det må vi ikke på grund af reglerne. Heller ikke selvom folk henvender sig direkte til os for at svar på konkrete spørgsmål. Loven er lavet for at beskytte forbrugerne, men får den modsatte effekt. Så bliver det anekdoter og personlige beretninger fra bloggere og Facebook i stedet for fakta, som kommer frem, siger en frustreret Jakob Knudsen.

Ifølge Arla må fødevareindustrien i dag vælge imellem 256 EU-godkendte anprisninger. Men det er stærkt begrænset, hvor brugbart det er, mener mejeriselskabet.

FAKTA fra undersøgelsen om folks opfattelse af sundhed:

  • 50 pct. af danskerne synes, det er svært at vide, hvad der er sundt.
  • 55 pct. af danskerne føler sig forvirrede af al den information, de får om sundhed og ernæring.
  • 46 pct. af danskerne har online søgemaskiner som topkilde til information om mad, kost og ernæring.
  • 43 pct. har familie og venner.
  • 31 pct. har magasiner.
  • 31 pct. har madlavningsprogrammer.
  • 30 pct har sociale medier.

I undersøgelsen er spurgt i Danmark, Finland, Sverige, Storbritannien, Holland og Tyskland. Ud af de seks lande, er Danmark det land, hvor flest tyr til sociale medier for information om mad, kost og ernæring.

Det er især unge, der sætter sin lid til online søge maskiner og sociale medier for information om mad og kost. Hele 69 pct. af de danske unge mellem 18 og 34 år finder viden via online søgemaskiner og 61 pct. finder viden via sociale medier.

Edelman Intelligence har udført undersøgelsen i november 2016 for Arla Foods. I alt er 6.000 mennesker blevet spurgt.

Kilde: Arla Foods

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: