Som en af de helt store spillere på verdensmarkedet vil Arla med hovedsæde i Viby fordoble salget af økologiske mejeriprodukter i løbet af de kommende år.
Det store mejeri ønsker at fordoble dets økologiske omsætning fra en halv milliard euro i dag til en hel milliard euro i 2020. Det fortæller Tim Ørting Jørgensen, der er koncerndirektør i Arla til Berlingske.
- Vi tror, at vores globale økologiske salg kan blive rigtigt, rigtigt stort. Det er lige fra mælk til syrnede produkter, smør og ost. Vi har en ambition om at fordoble den økologiske omsætning. Og taler vi om de kommende ti år, bliver det måske noget mere, siger han til avisen.
Økologi et af Arlas hurtigst voksende
Økologi er et af selskabets hurtigst voksende forretningsområder. Økologiske produkter giver en væsentlig ekstrapris i forhold til konventionelle produkter.
Sidste år blev der solgt økologiske fødevarer for syv milliarder kr. i dagligvarehandelen herhjemme. F.eks. sælger mejeriprodukter fra økologiske frontløbere som Arla Foods, Thise, Naturmælk og Løgismose som varmt brød i supermarkederne.
Men det er ikke kun på hjemmemarkedet, at afsætningen af økologiske fødevarer, herunder mejeriprodukter, vokser støt. Danske ø-mærkede fødevareprodukter er i kraftig vækst i udlandet.
For Arla har salget af danske mælkeprodukter til det store vigtige tyske marked udviklet sig et økologisk eksporteventyr.
- Vi er i dag nummer ét i mejeribranchen i Europa på salg af økologisk mælk, herunder i Tyskland. Den postion vil vi fastholde og udbygge også på andre varegrupper i såvel Tyskland som på andre europæiske markeder. Og i Kina vil vi også være nummer ét på økologiske børneernæringsprodukter, dvs. mælkepulver, siger koncerndirektør Tim Ørting Jørgensen.