Forbrugerne lægger flere og flere økologiske mejeriprodukter i indkøbskurven på flere af Arlas markeder, og mejerigiganten forventer at få brug for mere økologisk mælk i fremtiden. Derfor har Arla netop besluttet at tegne nye øko-kontrakter i udvalgte områder.
Arla er allerede i dag verdens største økologiske mejeri, og Arlas ledelse har ambitioner om at øge salget af økologiske mejeriprodukter – både på de etablerede europæiske kernemarkeder og på nye vækstmarkeder som for eksempel Kina, lyder en ny melding fra Arlas hovedkvarter.
Arlas konkrete mål er frem mod 2017 at sikre i alt 150-200 mio. kg økologisk mælk yderligere i Danmark og Nordtyskland og eventuelt også i det øvrige Centraleuropa, samt op til 50 millioner kilo i Sverige. Det svarer til en stigning i Arlas totale økologiske mælkeindvejning på omkring 25-30 procent.
Stigende efterspørgsel
- Vores analyser peger på, at der er en stigende efterspørgsel efter økologiske mejeriprodukter fra Arla. Det er meget positivt, og vi ønsker selvfølgelig at kunne imødekomme den efterspørgsel. Vi håber, at vores eksisterende økologiske mælkeproducenter øger mælkeproduktionen, men vores vurdering er, at selv hvis det sker, er der behov for yderligere mælk, siger Arlas vice-adm. direktør Povl Krogsgaard.
- Ny økologisk mælkeproduktion etableres ikke fra den ene dag til den anden. Det er en stor beslutning for en mælkeproducent at lægge om, og det kræver forberedelse. Konkret tager det to år for en konventionel mælkeproducent at lægge om til økologisk produktion, og derfor sætter vi en rekrutteringsproces i gang nu, forklarer han.
I Storbritannien er Arla i gang med at udvikle den fremtidige strategi, men lige nu balancerer råvaretilførslen med behovet, og derfor er der her og nu ingen planer om at rekruttere yderligere økomælk fra britiske mælkeproducenter.
Rekrutteringen i gang med det samme
Den økologiske mælkeproducent sælger sin mælk på basis af en kontrakt mellem den enkelte og Arla. Arla betaler til gengæld de økologiske mælkeproducenter et tillæg til den almindelige mælkepris.
Den rekruttering af nye økologer, som nu sættes i gang, sker med udgangspunkt i, at indsamlingsomkostningerne skal begrænses.
- Målet er at rekruttere den nye øko-mælk i områder tæt på udvalgte øko-mejerier, eller i områder, hvor vi kan indsamle meget økologisk mælk, så vi ikke skal køre med halvfyldte tankbiler fra den ene ende af landet til den anden. Det er altid vores opgave at have et øje på den samlede indsamlingsøkonomi i Arla, siger Povl Krogsgaard.
Arla opfordrer interesserede landmænd til at indikere forhåndsinteresse allerede nu, men en konkret deadline for selve ansøgningen meldes ud senere.
Øko-tillæg sættes op til ejerne i Centraleuropa
De nye rekrutteringsplaner er blevet præsenteret for Arlas landmandsvalgte øko-udvalg i Danmark og Sverige. Centraleuropa (Tyskland, Luxembourg, Belgien og Holland) har i dag ikke et øko-udvalg, men bestyrelsen har netop besluttet at etablere et.
På baggrund af en analyse af markedet for rå økomælk i Centraleuropa har Arlas ledelse desuden besluttet at hæve økotillægget til de centraleuropæiske ejere med 2 eurocent pr kg mælk pr 27. april 2015.
Hvis en nuværende konventionel Arla-ejer vil lægge om til økologisk produktion og tegner en kontrakt med Arla gælder følgende: