Antallet af lange dyretransporter fordoblet på fem år

DYREVELFÆRD – Antallet af lange dyretransporter fra Danmark stiger markant. På fem år er der sket en fordobling af transporter over otte timer. Dyrenes Beskyttelse kræver et loft på otte timer.

På bare seks år er antallet af lange transporter ud af Danmark med grise fordoblet fra tre millioner i 2010 til seks millioner i 2015. Foto: Animals Angels

Tørst, stress, smerte, død. Det er ingen fornøjelse at være passager på de lange dyretransporter, der hver dag forlader Danmark, når landbrugsdyr transporteres til opdræt eller slagtning i udlandet.

På bare seks år er antallet af lange transporter ud af Danmark med grise fordoblet fra tre millioner i 2010 til seks millioner i 2015. Det samme gør sig gældende for kvæg: I samme periode er antallet af kvæg, der flyttes i over otte timer, vokset fra knap 20.000 til knap 50.000.

Lange transporter af fjerkræ ligger konstant men på et ekstremt højt niveau: Cirka 20 millioner fjerkræ om året kører med lange dyretransporter.

Dyrenes Beskyttelse: Chokerende
- Væksten i antallet af lange dyretransporter er chokerende, lyder det fra Britta Riis, direktør i Dyrenes Beskyttelse og vicepræsident i den europæiske dyreværnsorganisation, Eurogroup for Animals.

- Den lange transporttid i mange timer, måske døgn, udgør en voldsom belastning for dyrene. Danmark underskrev i 2014 en deklaration med Tyskland, Holland, og Sverige, med ønsket om at ændre de gældende regler, så dyr maksimalt må transporteres i otte timer. Viljen er der altså, men den konkrete handling udebliver, siger hun.

EU vedtog i 2005 en ny forordning, hvis mål blandt andet var at beskytte dyr under transport i de europæiske lande. Alligevel er antallet af de lange dyretransporter steget dramatisk. Og lige præcis transporttiden er en af de allervigtigste faktorer, hvad angår dyrevelfærd. Jo længere transporter jo flere dyrevelfærdsproblemer.

Maksimalt otte timers transport
Dyrenes Beskyttelses mener, at dyr skal opdrættes og slagtes så tæt på deres fødested som muligt.

- For at få stoppet disse dybt kritisable dyretransporter, skal et flertal af EU-landene gå ind for et loft på maksimalt otte timers transport. Det konkrete sigte for os og for vores søsterorganisationer i andre europæiske lande, er altså at få de politiske ledere til at bakke op om en ændring i transportforordningen, så ministerrådet ikke kan sidde det overhørigt, siger Britta Riis.

Dyrenes Beskyttelse indleder i går kampagnen ‘Stop lange dyretransporter’, som er del af en fælles europæisk kampagne koordineret af Eurogroup for Animals.

Læs mere på stoplangedyretransporter.dk

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: