Anette Vilhelmsen: Vi skal få mere ud af mindre

Knapheden på ressourcer og de globale klimaforandringer er blandt de største udfordringer, sagde SF-formand Annette Vilhelmsen i sin tale på SF’s landsmøde. Vi bringer her et uddrag talen:

På den ene side står vi overfor en global opvarmning, der allerede nu har enorme konsekvenser for menneskers levevilkår rundt om på kloden. Og på den anden side oplever man mange steder knaphed på helt basale ting som rent drikkevand, varme og elektricitet. Vi er nødt til at udnytte verdens ressourcer langt mere effektivt.

Når jeg ser tilbage på min egen familie, så slår det mig, hvor forskelligt, vi har levet vores liv.

Min farmor var en stærk kvinde. Hun blev født i begyndelsen af forrige århundrede. Hun voksede op i en tid præget af sparsommelighed. Hun lærte at passe på de ting, familien ejede.

Gik radioen i stykker, reparerede man den. Var skjorten slidt, blev den lappet. Og tanken om at smide mad ud var uhørt.

Man syltede, henkogte og saltede for at få tingene til at holde.

Men i løbet af hendes levetid oplevede hun, hvordan ting blev billigere år for år. Både fordi vi blev bedre til at fremstille dem, og fordi priserne på råvarer faldt.

I 80’erne kom mine sønner, Lasse og Tore, til verden. De blev født på et tidspunkt, hvor produkter og råvarer var blevet så billige og arbejdskraften så dyr, at det ikke længere kunne betale sig at reparere noget som helst.

Det er i dag ofte dyrere at skifte en printerpatron end at købe en helt ny printer. Og det er tit billigere at købe en ny mobiltelefon end at få skiftet glasset på den gamle.

Men i de seneste år er der sket en mindre revolution.

Energi, Jern, stål, kobber og sølv er blevet dyrt igen. Og siden årtusindskiftet er priserne på råvarer steget tre gange mere end lønningerne.

De stigende råvarepriser giver nye muligheder. Særligt for et land, der som Danmark er fattigt på råvarer, men rigt på talent. Og som har specialiseret sig i at få mest muligt ud af begge dele.

Derfor bliver jeg stolt, når jeg ser alt det, danskerne finder på og sætter i gang.

Når danske virksomheder kan gendesigne brugte borde, stole og reoler, så de bliver til nye møbler. Når håndværkere på byggepladsen begynder at skifte reservedele på der es værktøj, når de går i stykker, i stedet for at smide dem ud.

Det kan blive starten på et job-eventyr, som kan levere arbejdspladser her og nu og lang tid fremover. Et job-eventyr, hvor genanvendelse af gamle bildæk er en milliardforretning. Hvor de mest konkurrencedygtige skibe, er dem der bruger mindst brændstof. Hvor mursten genbruges. Hvor halvdelen af de allerstørste virksomheder sælger grønne løsninger til udlandet. Og hvor vi eksporterer vores viden om, hvordan man undgår spild af ener
gi, vand og materialer til hele verden.

Den udvikling skal vi støtte.Ja vi skal skubbe på den. Vi skal hele tiden blive bedre til at fremstille mere med mindre.

Det er det, Danmark skal leve af i fremtiden.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: