Andelslandbrug kan lette generationsskifte
Andelslandbrug – Søgård Andelsbrug blev etableret for snart 30 år siden af en flok oprørske unge med vilde idéer. De ville lette generationsskiftet og skabe fælles arbejdspladser. I dag er der kun tre tilbage, og de søger derfor friske, unge kræfter
De nuværende ejere af Søgård Andelsbrug i Sdr. Felding: Ole Nielsen (tv), Marie Pedersen og Niels Jacobsen. Foto: Gustav Bech
Mens regnen siler ned, passerer tankbilen fra Thise Mejeri på den smalle grusvej. Til højre skimtes et af Steen Møllers tv-eksponerede eksperimenter med alternative byggematerialer, og på den andens side af vejen står store dele af mark 37 under vand.
- Det plejer den ellers ikke at gøre, men det skyldes måske de store klimaforandringer, der er på vej, siger Niels Jacobsen med et smil.
Niels er ansvarlig for markdriften på de 190 ha, der hører til Søgård Andelsbrug i Sdr. Felding, og udgør sammen med Marie Pedersen og Ole Nielsen den faste stab i Danmarks første andelslandbrug, der for to år siden kunne fejre 25 års jubilæum.
Opgør med selvejet
Ingen af dem har været med helt fra begyndelsen. Både Niels og Marie har dog efterhånden mere end 20 år på bagen, og Ole kom til i 1990.
Søgård Andelsbrug blev etableret i marts 1979, da en flok oprørske unge med få penge og mange vilde idéer forsøgte at skabe et realistisk alternativ til det kendte familielandbrug.
Det skete i et opgør med selvejet, som ligesom i dag dengang var den altdominerende ejerform i landbruget. Målet var i første omgang at skabe nogle ordentlige arbejdspladser med fællesdrift, 40 timers arbejdsuge, barselsorlov og ret til ferie. Først efter nogle år – i 1988 – holdt økologien sit indtog på Søgård.
- I stedet for at købe fire husmandsbrug går vi sammen og kan på den måde opnå nogle stordriftsfordele til gavn for økonomien, lød ræsonnementet dengang. Samtidig ville de unge undgå den ensomhed og sociale isolation, som ofte følger med de lange arbejdsdage i erhvervet.
Blev udflugtsmål
Initiativet skabte stor opmærksomhed både i pressen og i det øvrige landbrug, og mens gyllekanaler blev støbt og mure rejst, ankom hver uge mindst to busser med nysgerrige fra landbrugsskoler, landboforeninger og andre, der ville tage dette nye fænomen nærmere i øjesyn og høre, hvad idéerne gik ud på. Søgård var blevet et decideret udflugtsmål.
Under navnet Dyrvig Andelsbrug havde fire unge mænd med de samme idéer året i forvejen købt en gård i Hoven, ti kilometer syd for Søgård. Her var de med stor entusiasme gået i gang med at bygge en efter datidens forhold kæmpestor løsdriftstald til 220 køer.
Fællesmekanisering
Dyrvig og Søgård indledte hurtigt et samarbejde. I et fælles selskab, der logisk nok blev døbt Fællesmekaniseringen, købte de to gårde finsnitter, vogne og andet udstyr, der blev brugt under ensilering af græs og helsæd til de mange køer og ungdyr.
Selv om det efter adskillige år endelig lykkedes at få ændret landbrugsloven, så det også rent juridisk blev tilladt at etablere et andelslandbrug, vandt idéen aldrig rigtig genklang i den øvrige del af landbruget.
Et par andre forsøg i nabolaget på at etablere andelslandbrug var i mellemtiden løbet ud i sandet, og i dag drives også Dyrvig som et familiebrug, der er ejet af ægteparret Rikke Friederichsen og Kristen Degn.
Også Fællesmekaniseringen er opløst. I hvert fald som et juridisk, formelt selskab. I praksis fungerer samarbejdet mellem de to gårde nemlig stadig på bedste vis.
- I dag køber vi blot maskiner hver for sig, og låner i stedet hos hinanden. Så sparer vi penge til revisoren, og det giver mindre administration, fortæller Niels Jacobsen fra Søgård.
Den grundlæggende idé er genial
Ole Nielsen, der kom til Søgård for 16 år siden, mener, at andelsformen stadig er levedygtig.
- Den grundlæggende idé med at undgå at udskifte hele kapitalen ved et generationsskifte er genial. Vi kan tilbyde unge landmænd betydelige lettere etableringsvilkår end andre steder, hvor man må sætte sig i en tocifret milliongæld. Her kan man efter en prøvetid nøjes med at købe et andelsbevis på under en halv million kroner, siger Ole Nielsen.
Han understreger også de faglige og sociale fordele, det giver, når man er flere til at bære både byrder og ansvar.
I løsdriftsstalden kigger ko nummer 03907 interesseret op fra den velduftende ensilage på foderbordet for at høre nyt om den nye stald, der er på tegnebrættet. Foto: Gustav Bech
Klar til generationsskifte
De tre nuværende ejer er alle i nærheden af 50, og satser bevidst på at sætte gang i et decideret generationsskifte.
- Det er for kedeligt kun at være tre. Det skal ikke være et oldekolle. Vi vil gerne være et par stykker mere og er især på udkig efter nogle, der er yngre end os selv, siger de.
I løsdriftsstalden kigger ko nummer 03907 interesseret op fra den velduftende ensilage på foderbordet som for at høre nyt om den nye stald, der er på tegnebrættet.
Efter snart 30 år er bygninger og inventar slidt ned, og Søgård planlægger at bygge en ny stald med overdækning af teltdug, som giver masser af lys. Desuden skal der være fast gulv og båse med sandleje.
Den nuværende produktion rummer kun plads til én eller højst to arbejdspladser mere, men Søgård er åbne over for nye folk med idéer til andre produktioner.
Kartofler, grønsager og frilandsgrise
- Tidligere har vi haft en betydelig produktion af både kartofler og grønsager, og vi havde jo også engang en besætning med søer og økologiske frilandsgrise. Det er blot et par eksempler på produktionsområder, det er muligt at opdyrke, bemærker Marie Pedersen.
Hverken Niels og Marie eller Ole og hans kone bor på gården. Begge par bor sammen med deres børn i stuehusene til to naboejendomme, som er købt til for adskillige år siden.
I modsætning til de to mænd havde Marie Pedersen ikke nogen ideologisk tilgang til ejerformen, da hun første gang besøgte stedet sammen med landbrugsskolekammerat.
- Jeg syntes faktisk, det var rædselsfuldt. Jeg var vant til at se køer stå i bindestald med strøelse, og her gik de i løsdrift med spaltegulv og sengebåse. Det var ikke lige min stil, fortæller Marie Pedersen, som dog senere kom i praktik på Søgård og efterhånden reviderede sin opfattelse af andelsbruget. I dag er hun gift med Niels og er ansvarlig for kvægholdet.
Nye produktionsgrene
Efter snart 30 år er bygninger og inventar slidt ned, og Søgård planlægger at bygge en ny stald med overdækning af teltdug, som giver masser af lys. Desuden skal der være fast gulv og båse med sandleje.
Den nuværende produktion rummer kun plads til én eller højst to arbejdspladser mere, men Søgård er åbne over for nye folk med idéer til andre produktioner.
- Tidligere har vi haft en betydelig produktion af både kartofler og grøntsager, og vi havde jo også engang en besætning med søer og økologiske frilandsgrise. Det er blot et par eksempler på produktionsområder, det er muligt at opdyrke, bemærker Marie Pedersen.
Hverken Niels og Marie eller Ole og hans kone bor på gården. Begge par bor sammen med deres børn i stuehusene til to naboejendomme, som er købt til for adskillige år siden.
FAKTA om Søgård Andelsbrug
-
Niels Jacobsen, Marie Pedersen og Ole Nielsen foran stalden på Søgård Andelsbrug.
Etableret i marts 1979 af otte unge landmænd. Målet var at skabe fælles arbejdspladser med ordnede arbejdsforhold, ansvarsfordeling og lette generationsskiftet ved at lade grundkapitalen blive i selskabet.
- Andelslandbruget er i dag ejet af Marie Pedersen, f. 1956, Niels Jacobsen, f. 1959, og Ole Nielsen, f. 1958.
- En polsk pige er i praktik som led i sin uddannelse på Den Økologiske Landbrugsskole på Kalø.
Produktion
-
Gosia fra Polen går på et internationalt kursus på Den Økologiske Landbrugsskole på Djursland og er i praktik på Søgård som led i sin økologiske landbrugsuddannelse.
Søgård driver 190 hektar, heraf 16 hektar forpagtet. Størstedelen af arealet er udlagt med græs, som afgræsses af dyrene om sommeren og ensileres til vinterfoder. Gården blev omlagt til økologisk drift i 1988.
- Kartofler og gulerødder indgår i sædskiftet, fordi en del af arealet udlejes til en tidligere andelshaver, der nu har specialiseret sig i økologiske gulerødder.
- 160 jerseykøer leverer årligt 6.600 kg EKM mælk. Mælken leveres til Thise Mejeri.
- Mælken udgør nu hele Søgårds
produktion, som tidligere
omfattede både svin, kartofler
og grøntsager.
Tidligere andelshaver på Søgård Andelsbrug:
Steen Møller var med til at etablere Søgård Andelsbrug i 1978. Foto: Gustav Bech
Steen Møller
Steen Møller var med i den oprindelige gruppe, der etablerede Søgård Andelsbrug i marts 1979. Han bor i dag på Djursland. Her er han med i en eksperimental frizone-landsby, Friland, hvor beboerne bygger deres egne huse af alternative, miljøvenlige byggematerialer.
Steen Møller tror stadig på idéen om andelslandbrug. Inspirationen hentede de oprindelige stiftere under en studietur til Norge, hvor de besøgte en masse velfungerende fælles-stalde.
- Jeg mener stadig, andelsbrug er en oplagt løsning for unge, der gerne vil etablere sig, siger Steen Møller, der betegner tiden på Søgård som ‘en spændende pionertid’.
- Da vi etablerede andelslandbrug, var det på grund af de dårlige arbejdsforhold og lange arbejdsdage, som ikke levnede megen plads til et liv ved siden af. Det ville vi gerne lave om på, men det var midt i den værste landbrugskrise i flere årtier, og vi var hårdt trængt rent økonomisk.
- Selvejet har den store ulempe, at man for hver generation udskifter kapitalen og skal købe hele produktionsapparatet. Det gør man ikke i andre erhverv. De seneste års enorme prisstigninger på jord og fast ejendom har igen gjort det til en særdeles risikabel affære at etablere sig som landmand, mener Steen Møller.
Tidligere andelshaver på Søgård Andelsbrug:
Mogens Nielsen tror stadig på idéen, men mener andelsformen skal justeres for at fungere ordentligt. Foto: Gustav Bech
Mogens Nielsen
Mogens Nielsen var ikke med til at etablere Søgård Andelsbrug, men kom til få måneder senere. Som den seneste af de ‘gamle’ trådte han ud af andelsselskabet 1. december sidste år. Og at det ikke er sket helt uden problemer, lægger han ikke skjul på.
- Jeg tror stadig på idéen, men ikke i den nuværende form. Den er for idealistisk i sin grundtanke, og jeg synes, den bør moderniseres, så den bedre svarer til nutidens krav, siger Mogens Nielsen.
Ifølge ham er andelstanken sympatisk, men ikke længere helt realistisk, fordi den ved udtræden stiller andelshaverne helt anderledes end landmænd, der sælger deres gård og på den måde kan realisere et helt livs opsparing i form af værdistigninger på jord og fast ejendom.
Oprindelig kostede et andelsbevis ved indtræden 200.000 kr., men selv efter en behørig prisregulering svarer det kun til en brøkdel af det, gården i dag er værd.
Mogens Nielsens udtræden har derfor ført til lange diskussioner og forhandlinger, før der kunne opnås et kompromis om, hvor meget hans andel egentlig var værd.
Til sidst lykkedes det dog at nå frem til en løsning, som alle efterfølgende erklærer sig tilfredse med.
Historisk:
Gudum Hede skulle være andelslandbrug
Kommunisten Vagn Møller kæmpede allerede i 1940erne for at etablere Danmarks første andelslandbrug, da Gudum Hede ved Lemvig skulle opdyrkes efter 2. Verdenskrig.
Planen var at udstykke den 600 tdr. land store hede i små parceller, så hver husmandsfamilie kunne få sit eget lille lod.
Men i stedet for 15-20 mindre husmandsbrug ville Vagn Møller bygge et stort andelslandbrug med moderne driftsbygninger og tilhørende boliger. På den måde kunne husmændene opnå betydelige rationaliseringsgevinster, og de ville bedre kunne udnytte de store tekniske fremskridt, der blev gjort dengang, mente han.
En fælles landbrugsbedrift ville efter Vagn Møllers opfattelse også åbne bedre muligheder for ferie og ordnede arbejdsforhold.
Forslaget rejste en debat, der i de næste år skulle brede sig fra de lokale landbrugskredse til de landsdækkende medier og foredrag forskellige steder i landet.
To anerkendte arkitekter gik ind i sagen og tegnede og beregnede et større projekt-forslag til et fælleslandbrug med boliger, avlsbygninger, kølehuse og alt, hvad der nu skulle til.
Idéen blev dog aldrig ført ud i livet, fordi det trods den megen omtale aldrig blev muligt at skaffe tilstrækkelig opbakning, fremgår det af bogen, Man er vel hardbo…
Bogen handler om Lars Møllers egen vidtforgrendede familie og er en 600 års slægtskrønnike fra Nordvestjylland.
