Amo, der er kendt for sine brød- og kageblandinger, har offentliggjort, at virksomheden stopper med at bruge buræg.
I første omgang bliver buræggene skiftet ud med skrabeæg, men så snart Amo kan sikre en fast forsyning af den rette mængde frilandsæg, vil alle æg i brød- og kageblandingerne komme fra frilandshøns.
Beslutningen blev offentliggjort på Amos Facebookside i går kort efter at hundredvis af vrede forbrugere havde klaget på deres side.
Amos beslutning vækker glæde hos dyreværnsorganisationen Anima, der har været i dialog med virksomheden for at få den til at indføre en burægfri politik.
- Vi er meget glade for, at Amo har lyttet til både os og deres kunder. Burægproduktion er fuldstændig uforsvarlig, og det er positivt, at Amo lægger afstand til sådan en behandling af dyr, siger kampagnechef Lina Lind Christensen.
Hun roser samtidig Amo for virksomhedens plan om at gå et stort skridt videre ved at planlægge en omlægning til frilandsæg, hvor hønsene skal have adgang til udearealer.
Anima: Den dyrevenlige udvikling vil fortsætte
Med sin beslutning slutter Amo sig til det stigende antal virksomheder, der ønsker at tage ansvar for dyrevelfærden og derfor fravælger buræg. Markedet er i gang med at ændre sig, og virksomhederne gør klogt i at følge med, når befolkningen ikke længere ønsker at støtte en produktion, som ser småt på dyrevelfærden, lyder det fra Anima.
- Mange forbrugere efterspørger i dag produkter med en højere dyrevelfærd, og det er enormt positivt, at der nu bliver lyttet og ikke mindst handlet. Samtidigt viser det jo, at det i sidste ender er forbrugerne, der bestemmer, hvilke varer som virksomhederne skal producere, siger Lina Lind Christensen.
Ifølge Anima er der cirka 1,8 millioner burhøns i Danmark. De holdes i bure, hvor der må være 13 høns pr. kvadratmeter, hvilket giver hver høne, hvad der svarer til lidt over et A4-ark at leve hele sit liv på. Hønsene kommer aldrig udenfor.
Anima lancerede tidligere på måneden filmen Mit liv som burhøne, der viser den grusomme virkelighed for hønsene, der producerer buræg i Danmark. Filmen gik viralt på de sociale medier og er blevet set af knap en million mennesker.
Mit Liv Som Burhøne from anima.dk on Vimeo.