Samtidig med at landbrugets krise spidser til, tager Det Økologiske Råd i samarbejde med landbrugsforskere fra Fødevareøkonomisk Institut ved KU og Institut for Agroøkologi ved Aarhus Universitet hul på et stort, ambitiøst forskningsprojekt, som kan være med til at tegne konturerne af fremtidens bæredygtige landbrug.
- Målet er at løfte debatten, skabe nye visioner og afsætte pejlemærker for fremtidens landbrug. Først og fremmest for landbruget i Danmark, men også for landbruget i resten af EU, siger Bo Normander, der er formand for Det Økologiske Råd og leder af projektet.
- Vi ønsker at bidrage med analyser, scenarier og politikforslag, som kan inspirere og anvendes af borgere, fagfolk, NGO’er og politiske aktører, siger han.
Projektet ”Fremtidens Landbrug” har modtaget en bevilling fra Velux Fonden og strækker sig over tre år.
Ved hjælp af modelbaserede analyser vil projektets deltagere beskrive landbrugets udfordringer og samtidig pege på løsninger, der kan reducere belastningen af klima, natur og miljø. Kunsten bliver at skrue løsningsmodeller sammen, der også tilgodeser behovet for fødevareforsyning og produktion af vedvarende energi.
Projektet har også som et delmål at bidrage til reformprocessen i EU af den fælles landbrugspolitik, som stadig sluger en stor del af EU-budgettet.
- Målet er ikke at pege fingre af landbruget. Landbruget skal bevares, men vi er nødt til at analysere, hvordan vi kan udvikle et mere bæredygtigt og harmonisk landbrug, der både kan sikre rent drikkevand, give os alle en rigere og mere varieret natur og samtidig producere sunde fødevarer. På den måde kan vi være med til at hjælpe landbruget ud af den nuværende krise, understreger Bo Normander.
Forskerne vil som en del af projektet udarbejde forskellige scenarier for fremtidens landbrug i Danmark. Modellen for scenarierne skal baseres på en række variabler og parametre og vil kunne bruges interaktivt på nettet.