Alternativet: Nye bygninger skal have solceller

ENERGI – Alle nybyggede boliger og bygninger på over 500 kvadratmeter skal i fremtiden have solceller installeret, foreslår Alternativet. Blot 10 kvadratmeter solceller sparer et halvt ton CO2 årligt.

Beboerne i Langkærparken i Aarhus fik i 2017 installeret Danmarks største solcelleanlæg for almene boliger på tagene. Nu sparer beboerne i de 850 lejligheder både penge og CO2-udledning. Foto: AL2bolig

Det skal fremover være et krav, at der installeres solceller på alt nybyggeri over 500 kvadratmeter i grundplan, foreslår Alternativet. Solceller er nu så billige, at det giver mening med et decideret krav; i Californien har man allerede vedtaget noget lignende. Formålet er at bidrage til den grønne omstilling af Danmark og til at løse klimakrisen, inden den kommer ud af kontrol.

- Det er helt oplagt, at vi skubber på den grønne omstilling af vores energiproduktion ved at fremme klog opsætning af solceller, siger Rasmus Nordqvist, klimaordfører for Alternativet.

- Udbygningen af solceller har i de senere år lidt under, at man fra politisk hold har spændt ben for udviklingen, og vi står med en stor opgave i både at reducere energiforbruget i bygninger og sætte mere vedvarende energi op. Lige nu er bygningsreglementet sådan skruet sammen, så vi kan imødekomme begge dele med det her forslag, siger han.

Helt konkret foreslår Alternativet, at alt nyt byggeri, der er mindst 500 kvadratmeter i grundplan, som udgangspunkt skal installere solceller på taget. Alternativet vender simpelthen reglerne på hovedet, så man fremover skal installere solceller på nybyggeri eller ansøge om at undlade, fx med begrundelse om væsentlig skygge fra syd fra bygninger eller skov.

Vender reglerne på hovedet
- Solceller har hidtil været noget, som få særligt interesserede virksomheder og boligejere har investeret i. Nu er vi der, hvor solceller giver teknisk og økonomisk mening at installere i næsten alle større bygninger – især når solcellerne kan få en størrelse, som bygninger på over 500 kvadratmeter tillader. Derfor foreslår vi at vende det på hovedet, så man skal dokumentere en grund til ikke at installere solceller ved nybyggeri, men ellers skal gøre det, siger Christian Poll, ordfører for grøn omstilling for Alternativet.

Ifølge ham er det nemmest og billigst at gøre, når man bygger nyt. Derfor vil Alternativet starte der, men næste skridt bliver krav til, hvornår solceller skal op på eksisterende bygninger, fx når man gennemfører tagrenoveringer.

LÆS OGSÅ: Aarhus får Danmarks største solcelleanlæg

Blot ti kvadratmeter sparer et halvt ton CO2
10 kvadratmeter solceller sparer ifølge Bolius cirka et halvt ton CO2 om året, svarende til 25 tons for et 500 kvadratmeters anlæg. Grænsen på 500 kvadratmeter anbefales af Aalborg Universitet, fordi det giver den bedste balance i forhold til elnettet og andre teknologier.

Alternativet lægger op til, at solceller generelt skal fylde meget mere i den danske energiproduktion. Derfor er det også en rigtig positiv udvikling, at kommuner rundt omkring – senest fx Faxe Kommune – nu giver tilladelser til store landbaserede solcelleanlæg, hvor mange hundrede solcellepaneler stilles op på marker og producerer el.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: