Alternativet: Klimakampen er for de kommende generationer
DEBAT – Klimakrigernes skarpe retorik er ikke problemet, som bl.a. Liberal Alliance hævder. Problemet er derimod politikernes sløvhed og uambitiøse indsats i klimakampen. Klimakampen kalder på radikale forandringer her og nu, og det er en kamp, vi kæmper for de kommende generationer, skriver Christian Poll, Alternativet.
Carsten Bach fra Liberal Alliance er «dødtræt af klimakrigernes retorik». De lader hånt om vækst og personlig frihed, skriver LA-politikeren i et indlæg på Altinget.dk.
Af Christian Poll, ordfører for grøn omstilling, Alternativet
Carsten Bach (LA) skriver i Altinget, at han er ”dødtræt af klimakrigernes retorik”. Han mener, at fronterne i klimadebatten er trukket skarpt op, og at de såkaldte klimakrigerne »skælder og smælder på sociale medier og i debatter med himmelvendte øje«.
Klimakrigerne er ifølge den grønne ordfører dem, som føler sig hævet over alle andre, og som lader hånt om både vækst og personlig frihed. Men der er gode grunde til, at klimakrigernes retorik til tider bliver skarp. For klimaet er ikke bare én af mange små politiske dagsordener. Klimadagsordenen er vor tids største, sværeste og vigtigste politiske emne.
Vi lever i en tid, hvor verdens fælles indsigt i klimakrisens konsekvenser tegner et alvorligere billede dag for dag, og hvor vi konstant bliver mindet om, hvor radikale skridt der skal til for at sikre en planet, der også i fremtiden kan være hjem for liv for både mennesker og dyr, som vi kender det. Samtidig har vi i dag en regering, der gang på gang formår at skuffe med en uambitiøs klimapolitik. Vi har et folketing, hvor alle andre partier end Alternativet og Enhedslisten giver olieselskaberne lov til forlænge jagten på fossile brændsler i Nordsøen adskillige årtier endnu.
Når de, der burde reagere – politikerne – leverer utilstrækkelige løsninger, er det naturligt for offentligheden at råbe op. Der er altså god grund til, at tale med store ord i klimadebatten. Det er decideret uansvarligt ikke at gøre det.
Klimarapport: Det vil kræve hidtil usete forandringer
Den seneste rapport fra FN’s klimapanel satte en tyk streg under, hvor travlt vi har, hvis vi skal lykkes med at begrænse klodens temperaturstigning til 1,5 grad. Det vil kræve hurtige, vidtrækkende og hidtil usete forandringer i alle aspekter af samfundet, før det vil lykkes.
Jim Skea, en af medforfatter til rapporten udtalte: »At begrænse opvarmningen til 1,5 grad celsius er muligt indenfor de fysiske og kemiske love, men det ville kræve hidtil usete forandringer.«
Klimapanelets rapport var skræmmende læsning og SKAL tolkes som en opsang til især politikerne om, at der er brug for et radikalt kursskifte. Lige nu. Konklusionen var entydig: Det er fortsat muligt at nå målet om at begrænse klodens temperaturstigning til 1,5 grad, men det vil kræve et hidtil uset ambitionsniveau fra klodens beslutningstagere.
Kun dagen efter den nye FN-rapport, kom regeringen med sin klimaplan. En klimaplan, der på ingen måde tager ansvaret for den situation, vi står i. En klimaplan, der mest af alt er en hån mod verdens i dag mest udsatte borgere og de kommende generationer. En klimaplan, der er milevidt fra at levere vores andel til at nå Parisaftalens mål. En klimaplan, der fx i løbet af to år vil få kun 1.000 ekstra grønne biler på vejene. En klimaplan, der lader hele landbrugssektoren fortsætte, som den plejer.
Jeg kan godt forstå, retorikken bliver krigerisk
Når mennesker – i lyset af FNs klimapanels seneste rapport – ser regeringens klimaudspil, kan jeg godt forstå, hvis retorikken bliver krigerisk. Det er trods alt liv og død, det drejer sig om.
I den situation vi befinder os i nu, giver det god mening – som klimakrigerne gør – at sætte spørgsmålstegn ved økonomisk vækst og personlig frihed. For hvor meget er væksten værd, hvis vi ikke har en klode at være på?
Og er det overhovedet meningsfuldt at tale om personlig frihed, hvis vores frihed til at leve, som vi vil, har massive konsekvenser for andre menneskers frihed og liv? Eller, som religionshistorikeren Jens André Herbener meget malende kan sige det: »At forbruge, som vi gør i dag, er ikke at leve. At forbruge på den måde er at dø. Det er at dræbe. Det er at ødelægge, forgifte og terrorisere.«
Frihedskamp for kommende generationer
Klimakamp er for mig netop kamp for frihed, en frihedskamp for fremtidige generationer. Og når majoriteten af danske politikere igen og igen insisterer på friheden til at spise kød hver eneste dag og køre i gamle fossilbiler, så begrænser vi lige netop fremtidige generationers frihed. Målet må være at finde en balance i mellem frihed til os selv og frihed til fremtidige generationer.
Så jeg må tilstå, at jeg godt kan forstå klimakrigernes retorik. Den gør mig faktisk stolt over civilsamfundets krav til deres beslutningstagere.
Hvis Carsten Bach er så dødtræt af den retorik, burde han sammen med regeringen gøre et aktivt politisk forsøg på at lukke munden på dem. Den bedste måde at gøre det på er ved levere en ambitiøs, tidssvarende og langsigtet klimapolitik, der står mål med udfordringen. Så skal den skarpe retorik nok få blødere kanter.
