Alarmklokkerne ringer for dansk landbrug

KOMMENTAR – Nogle af dansk landbrugs vigtigste eksportmarkeder har fået nok af de utilfredsstillende forhold, som dansk kød produceres under. Det bliver vi nødt til at tage dybt alvorligt og bruge som afsæt til en gennemgribende bæredygtig omstilling af det danske landbrug.

For nylig udgav den svenske afdeling af WWF Verdensnaturfonden en guide til de svenske forbrugere om, hvilke kødprodukter det er forsvarligt at spise, og hvilke man skal holde sig fra. Her figurerer dansk svinekød, dansk kyllingekød og dansk ost. Foto: Danish Crown

Af Christian Poll, miljø-, klima og naturordfører for Alternativet

Dansk landbrug og særligt de danske svinebønder bliver nødt til at stramme sig an, hvis de fortsat skal eksportere kød til miljøbevidste og kritiske forbrugere i udlandet. Det betyder, at dyrevelfærden skal op, og at klimabelastningen samt det overdrevne medicinforbrug skal ned.

Hvis ikke det sker, står landbruget med endnu dårligere kort på hånden, end det gør i dag.

Tidligere har svenske supermarkeder eksempelvis startet en boykot af dansk svinekød, mens det engelske marked har reageret negativt på fund af den multiresistente bakterie MRSA i dansk svinekød, der blev solgt i England.

Og for nylig udgav den svenske afdeling af WWF Verdensnaturfonden så en guide til de svenske forbrugere om, hvilke kødprodukter det er forsvarligt at spise, og hvilke man skal holde sig fra.

Hold dig fra dansk svinekød
På guidens røde liste over produkter, man skal holde sig fra, er dansk svinekød, dansk kyllingekød og dansk ost. Samtidig optrådte danske æg på den gule liste, der signalerer, at man skal være forsigtig. Det er en særdeles alvorlig situation, der må få alarmklokkerne til at ringe.

Det kan dansk landbrug så vælge af ignorere, men det gør man nok ikke klogt i. Eksempelvis har rødlistning af fiskeprodukter i Sverige betydet, at dagligvarebutikkerne fjerner produkterne helt fra deres sortiment, ligesom restauranter nægter at servere det.

Dagligvarebutikkerne har endnu ikke fjernet de rødlistede kødprodukter fra sortimentet, men det er formentlig kun et spørgsmål om tid. Nogle restauranter har allerede gjort det.

Mere end 1,5 gram sprøjtegift
Så hvis jeg var landmand eller hvis jeg sad i regering her i landet og var bekymret for den danske eksport, ville jeg skynde mig at gøre danske landbrugsprodukter mere ansvarligt og bæredygtigt produceret og dermed mere attraktive.

Løsningen er faktisk lige til. Kødprodukterne rødlistes i WWF’s kødguide, når der er brugt mere end 1,5 gram sprøjtegift pr. kilo foder, når hvert kilo kød har ført til en udledning på over 14 kilo klimagasser som eksempelvis CO2, methan og lattergas, når dyrevelfærden er i bund, eller når produktionen af foderet lægger beslag på store arealer. Det må de danske landmænd jo lave om på.

Regeringen og landbruget ved godt, at det er problematisk for Danmark og dansk eksport, hvis rygtet om dansk kødproduktion spreder sig hos bevidste forbrugere i udlandet. Derfor har man indført den stærkt omdiskuterede dyrevelfærdsmærkning.

Ordningen mangler dog opbakning fra store dele af detailhandlen og interesseorganisationerne og beskyldes med rette for ikke at løfte niveauet af dyrevelfærd tilstrækkeligt. Jeg vil på det kraftigste opfordre aktørerne til at højne ambitionsniveauet for dyrevelfærdsmærkningen, hvis den skal have den ønskede effekt.

Vi må forvente, at forbrugernes krav løbende stiger – det har de historisk gjort – og derfor er det hovedløst at indføre en ordning, der er så uambitiøs, som det er tilfældet for ‘dyrevelfærdsmærkningen’. Og sådan gælder det for alle områderne for fødevareproduktion.

Kødfrie dage i offentlige institutioner
Men for mig er det vigtigste at huske på, at vi jo ikke kun skal gøre det her for at sikre eksporten. Vi skal forbedre og formindske kødproduktionen, fordi klimaet, miljøet og naturen i den grad har brug for det, fordi vi skal behandle dyrene bedre, fordi vi skal kunne være os selv bekendt, og fordi vil skal tage vores egen og vores børns sundhed alvorligt.

Det er derfor, vi i Alternativet er begejstrede for alle de vegetarer, veganere, dyrevelfærdsbevidste samt klimaoptagede, der i disse år viser sig som forbilleder, og det er derfor vi har rejst debatten om kødfrie dage i de offentlige institutioner. Et forslag, som vi kun ser som første skridt mod en mere bæredygtig verden.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: