Aktivister anlægger byhave på Jagtvej 69

Byhave 69. Foto: Mette Kramer Kristensen fra facebook-gruppen Byhave 69.

BYHAVER – Der var musik, suppekøkken og masser af grønne fingre, da en gruppe under navnet Byhave 69 lørdag morgen på eget initiativ gik i gang med en byfornyelse ved den tomme grund på jagtvej 69 i København.

Initiativet, der var indkaldt under parolen Kom og lav lossepladsen om til en flot byhave, har inviteret Nørrebros befolkning til at komme og
deltage i projektet som i løbet af i dag og i morgen. Målet er at omdanne den tomme grund, hvor ungdomshuset før lå, til en byhave som kan
benyttes af folk i lokalmiljøet.

Grunden, som er ejet af firmaet Procasa, har gennem tiderne været genstand for meget debat, både før og efter rydningen af ungdomshuset, bl.a. sidste år gennem initiativet aktionsuge 69, som gik imod netop Procasa og dets ejerskab af grunden.

Intetsigende indkøbscenter
– Det skal ikke være nogen hemmelighed at vi ikke er Procasas bedste venner. For det første fordi vi mener det er direkte provokerende at erstatte en grund, der rummer så meget historie, med noget så intetsigende som et indkøbscenter, skriver aktivisterne i en pressemeddelelse.

Vi er er af den holdning at grunden bør overdrages til Nørrebros borgere, der så kan beslutte hvordan grunden kan komme bydelen til nytte. For det andet virker det ikke som om Procasa har travlt med at få taget grunden i brug. Det eneste man har hørt fra dem er at de ”har planer om at bygge”, men indtil videre, som man kan se er der ikke sket noget som helst. Derfor mener vi, at en byhave til hver en tid er et bedre alternativ til den losseplads det er i dag, understreger de.

Hvordan projektet kommer til at forløbe herfra har gruppen svært ved at sige:

– Det kommer meget an på hvad folk har lyst til at bruge den til. Vi ser det på den måde, at vi har ”taget det første spadestik”, så at sige, men at grundens brug og udseende i sidste ende kommer an på dem der har lyst til at bruge den. Vi har snakket med mange mennesker op til i dag, som alle har virket begejstret for ideen, netop fordi det er et bedre alternativ til det, vi kan se på grunden i dag, skriver de.

– Vi vil gerne invitere til, og håber også, at folk har lyst til at tage ejerskab over haven og realisere deres havedrømme, som jo kan være lidt af en opgave i en by som København. Så, om der skal være et klatrestativ, thai chi hold om søndagen eller noget helt tredje, det skal vi ikke bestemme. Vi håber, at hvis folk har et projekt, de føler grunden kan bruges til, som kan gavne resten af lokalmiljøet, så er det bare om at komme her ned og føre det ud i livet. Indtil videre har vi bare ryddet op og gjort vores bedste for at grunden indbyder til socialt samvær – resten er op til fantasien, lyder det fra aktivisterne med de grønne fingre.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: