Agroindustrien vinder frem i Tanzania
Regeringen håber, at mere gødning, flere sprøjtegifte og maskiner kan erstatte det manuelle arbejde i marken og skabe udvikling og økonomisk fremgang. Foto: Nina Tofte Hansen
RAPPORT FRA TANZANIA – Økologisk landbrug og andre alternativer har trange kår i Tanzania, hvor agroindustrien og de kommercielle interesser sætter dagsordenen for landbrugsudviklingen. Det skriver Nina Tofte Hansen, som rejser og arbejder i Tanzania. Artiklen er den første i en serie om landbrug under forandring i Tanzania.
I Dar es Salaam er den årlige Agirbusiness Congress East Africa netop løbet af stabelen. Under stor mediebevågenhed mødtes landmænd og politikere med repræsentanter fra den voksende agro-industri for at debattere landbrugsudvikling i Østafrika.
Tanzanias præsident Jakaya Kikwete holdt åbningstalen, og en skov af hoveder nikkede og smilede, da præsidenten konstaterede: ‘Når det drejer sig om brugen af kunstgødning, halter Tanzania langt bagefter’. De mange repræsentanter for kunstgødnings-industrien kunne ikke være mere enige.
Udvikling kræver penge
Det er en overordnet tendens, at industrien sætter dagsordnen for landbrugsudvikling i Tanzania i disse år. Tanzanias regering har lige siden uafhængigheden i 1961 været stærkt opsat på at udvikle landbruget i en rasende fart.
Dette projekt landbrugsudvikling kræver penge, og i de seneste årtier har liberaliseringen og globalisering skabt nye spillere, som står klar med kontanterne. I en verden med stærke, multinationale spillere på banen, har også Tanzanias regering indset at public-private partnerships (PPP) er vejen frem.
Men hvad bliver det for et landbrug, der fremelskes, når det er private firmaer, som sætter dagsordenen? Det bliver naturligvis landbrug, som man kan tjene penge på, hvilket vil sige landbrug, som er gode kunder i butikken.
Monsanto-medarbejdere forklædt som rådgivere
Set med industriens øjne er et typisk, lille familielandbrug i Tanzania en rigtig dårlig kunde i butikken. De små familiebrug bruger ingen kemiske input, de gemmer selv deres såsæd fra år til år og deres marker er så små, at de kan klares uden brug af traktorer eller mejetærskere.
Et godt eksempel på, hvordan forretningsinteresser driver landbrugsudviklingen, er projektet SAGCOT. Southern Agricultural Growth Corridor of Tanzania, er landets flagskib som lige for tiden bliver fremhævet ved enhver lejlighed som det gode eksempel på landbrugsudvikling, der rykker.
SAGCOT er Tanzanias hidtil største public-private partnership, og hovedfinanciererne omfatter bl.a. Yara, Monsanto og Syngenta: Multinationale firmaer, som producerer kunstgødning, pesticider, frø og andre såkaldte ’agro-input’. De private firmaer leverer 2,1 milliard ud af et samlet budget på 3,4 milliarder for SAGCOT projektet.
Stort investeringsprojekt
Med andre ord, agro-industrien sætter dagsorden i dette enorme investeringsprojekt, som forventes at berøre over to millioner mennesker og lægge beslag på 350.000 hektar landbrugsjord.
Selvom det ikke skorter på floromvundne hensigtserklæringer om at fremme et grønt, bæredygtigt og klimavenligt landbrug gennem SAGCOT, så kan man tvivle på, hvordan dette skal udmønte sig i praksis i et projekt, hvor der er så store økonomiske interesser i at fremme et helt bestemt type landbrug. Nemlig landbrug som skaber gode, faste kunder i butikken.
Eksempelvis består størstedelen af den nytrænede 10.000-mand store hær af SAGCOT-rådgivere af folk, hvervet fra virksomheder med økonomiske interesser i landbrug . I løbet af de næste par år er der altså op mod et par millioner landmænd m/k i Tanzanias vækstkorridor, som vil få besøg af en Yara- eller Monsanto-ansat forklædt som SAGCOT-landbrugsrådgiver, og der skal vel ikke meget fantasi til at forestille sig, hvilke velmenende råd de vil få fra disse rådgivere: ‘Anskaf de rette hybid-frø’, ‘køb de her sprøjtemidler’, ‘jeg vil mene, at dit forbrug af kunstgødning er sub-optimalt…’
Økologi er en niche
Der findes tanker om alternativer til industrilandbrug også i Tanzania, men de har trange kår.
Tanzania Organic Agriculture Movement (TOAM) har været den økologiske bevægelses paraplyorganisation siden 2005 og forsøger så godt, de kan at gøre opmærksom på, at der er andre veje at gå end mod et input-afhængigt, industrialiseret landbrug.
Selvom der findes adskillige videnskabelige undersøgelser, som viser, at økologisk landbrug kan give både højere udbytte og langt bedre indtægt for små familielandbrug i Østafrika, har økologibevægelsen i Tanzania svært ved at overbevise politikere og investorer om, at økologien kan tilbyde andet og mere end et lille nichemarked for eksport til den kræsne europæiske forbruger.
Særligt i en tid, hvor det er agro-business, der sætter dagsordenen, kæmper de afrikanske økologer en hård og ensom kamp. I modsætningen til fortalerne for et input-tungt, intensivt industrilandbrug, har fortalerne for økologien meget få venner i den private sektor.
Der er simpelthen ikke kommercielle interesser i at fremme en type landbrugsproduktion, som bygger på at udnytte og recirkulere de lokale resurser; selv producere sin gødning, sine frø og sine insektbekæmpelsesmidler.
Med andre ord: Økologiske landbrug er om nogle, virkeligt dårlige kunder i agro-business-butikken, så hvorfor støtte dem?
Nina Tofte Hansen rejser og arbejder i Tanzania som en del af hendes Ph.d.-projekt om landbrug under forandring. Artiklen er et udtryk for skribentens personlige holdning.
