Danske virksomheder, som ønsker lettere adgang til at eksportere økologiske fødevarer til det gigantiske kinesiske marked, rykkede i dag et vigtigt skridt nærmere en mere smidig eksport.
Det siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen, som under sit besøg i Kina netop har underskrevet en femårs samarbejdsaftale i Beijing. Aftalen omfatter også økologi-kontrol.
Målet med aftalen er at bane vej for, at kineserne anerkender det danske statslige kontrolkoncept.
Dobbelt kontrol
- Danske økologiske fødevarer er i verdensklasse og allerede omfattet af en tæt og grundig statslig dansk kontrol. Men i dag kommer danske økologiske varer simpelthen ikke ind i Kina, med mindre de også bliver kontrolleret af private kinesiske kontrolorganer, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.
Han forventer, at en kinesisk accept af den danske statskontrol fremover vil kunne gøre det både enklere og billigere for danske virksomheder at eksportere til kineserne.
Økonomisk belastning
Udgiften til kinesiske eksperter, som skal flyves til Danmark fra Kina, og håndteringen af de mange tekniske certifikater er en stor økonomisk belastning for små og mellemstore danske virksomheder.
- Udgiften er en barriere for, at de kan levere til kineserne. Men efter aftalen er underskrevet vil der forhåbentlig være færre forhindringer for den økologiske eksport, vurderer Esben Lunde Larsen.
Med aftalen skal Danmark og Kina de kommende år udveksle viden og erfaringer.
Derudover skal eksperter træne personale hos hinanden for at få en gensidig forståelse for de to landes tilgang til fremstilling af økologiske fødevarer og effektiv økologi-kontrol, oplyser ministeriet. Det sker for at økologi-kontrollen af fødevarer i fremtiden ikke skal gennemføres af både kinesiske og danske myndigheder.