Vi har brug for kunsten for at forstå klima-krisen
KOMMENTAR – Med et markant kunstværk udstillet lige foran Christiansborg håber Alternativet at aktivere kunsten yderligere i klimakampen. Vi har brug for kunsten for at forstå, hvordan vi skal leve, skriver Christian Poll.
Jens Galschiøts syv meter høje og 12 meter lange klimaskulptur ’Unbearable’ bliver i dag sat op på Christiansborg Slotsplads.
Fra i dag vil en kæmpeskulptur af en isbjørn, der bliver spiddet på en graf over ophobning af drivhusgasser i atmosfæren minde os – og især de folkevalgte af os – om, at jorden kalder. At klimaforandringerne er en alarmklokke, der ringer for at fortælle os, at vi må forandre vores samfund grundlæggende – vores måde at være og være til på.
Kunstværket på Slotpladsen foran Christiansborg udstiller Alternativet i samarbejde med den verdenskendte kunstner Jens Galschiøt fra Fyn, hvis værker på formidabel vis billedliggør en indignation over tingenes tilstand på vores klode. Galschiøt har profileret sig på at give en stemme til de, der sædvanligvis ikke selv får en i medierne: det være sig hjemløse, hungersnødramte eller i dette tilfælde verdens natur, dyreliv, økosystemer og folkefærd truet af de accelererende klimaforandringer.
Klimavidenskaben er vores primære kilde til at forstå, hvad der sker i og med verden – i dag og i fremtiden. Når vi taler om klimaforandringerne kigger vi på grafer og modeller og opsamler data vha. globale satellitter. Videnskaben kan i dag udvikle modeller, der forudsiger verdens klima flere hundrede og tusinde år frem i tiden, og alt vi ved om klimaforandringer stammer udelukkende fra videnskabelige modeller.
Vi skal nytænke hele systemet
Men videnskaben kan ikke gøre det alene. Vi har brug for mere end det. Vi har brug for andre stemmer i debatten. Vi har brug for kunsten.
Kunst kan, på en anden og dybere måde end politik, få os til at reflektere over det måske vigtigste spørgsmål af dem alle: Hvordan skal vi leve?
Det spørgsmål er afgørende. Vi befinder os i dag et unikt sted i menneskehedens historie, da vi har et valg: vi kan kæmpe aktivt for en ny indretning af vores liv – fra det helt lokale til det største globale – eller vi kan vente, til vi ikke længere har valget, men er tvunget til at tilpasse os klimaforandringernes negative konsekvenser. Så godt vi kan.
Vi kan også tage et aktivt valg om at nytænke hele systemet. At leve bedre, sundere, sjovere og i balance og ikke i krig med naturen. Men så kræver det, at vi lytter, når jorden kalder. Til videnskaben, kunsten, borgere, børn og de, hvis stemmer ikke bliver hørt.
Begyndelsen på en ny tidsalder
De globale klimaforandringer markerer begyndelsen på en ny tidsalder og dermed bliver det nødvendigt med nye epokale fortællinger. Kunsten har en helt unik rolle at spille i klimamæssige udfordringer og forandringer, da den kan forvandle de komplekse klimaproblemer, der ændrer vores hverdag til fortællinger, som mennesker – blandt andre ting – nu engang også lever af. Fortællinger skal komme fra alle dem, der har noget på hjerte. Det har kunstnere – og Jens Galschiøt – i den grad.
Kunst har gennem historien været grundlaget for større samfundsmæssige omvæltninger og er med til at udfordre vores vanetænkning. Især i klimaforandringernes tidsalder bliver kunsten og de alternative historier vigtige. Klimaet udfordrer og udvider den ’normale’ tidshorisont og er svær at indfange i den traditionelle opsplitning mellem ’her’ og ’der’. Alle de kategorier, vi normalt forstår verden med, bryder sammen, og de globale udfordringer fordrer nye typer af løsninger. Derfor er kunsten så vigtig, da den tvinger os til at sætte tingene i perspektiv. I dette tilfælde et tonstungt og noget bekymrende perspektiv.
Kunsten kan hjælpe os med at forestille os en bedre verden, hvor bæredygtig adfærd og politik leder til en forsvarlig omgang med klodens ressourcer – ikke kun fordi vi har pligt dertil, men fordi et bæredygtigt liv er det sjoveste, mest spændende, mest fremsynede liv, vi kan leve som fællesskab. I de seneste år har debatten herhjemme ofte bragt efterlysninger af forfatteres engagement i miljøet og klimaet.
Klimaforandringerne kan ikke afgrænses – hverken i fagområder eller i vores liv og dagligdag. Derfor er der behov for en kunstnerisk klimabevægelse, der aktivt tager del i en bydende nødvendig demokratisk proces, hvor offentligheden engageres til at handle over for de store udfordringer.
Fortællinger og kunst kan kommunikere på en anden måde
Historier, fortællinger og kunst bør være en ligeså stor del af klimadebatten som naturvidenskaben, da naturvidenskabelige fakta og politiske anbefalinger ikke alene kan løse de problemer, vi som samfund konfronteres med i klimaforandringernes tidsalder. Kunsten kan – på en helt anden måde end tænketanke, ngo’er og politikere – mobilisere den offentlige bevågenhed og kommunikere i et andet og for mange mere vedkommende sprog.
Det værste fremtidsscenarie er, at vi ikke råber op, før klimakrisen trækker os ned. Den verden vi lever i, konfronterer os med en smertefuld virkelighed, der er svær at begribe og forvirrende at leve i. Derfor har vi brug for aktivt håb. Det passive håb læner sig tilbage, og venter på et eksterne kræfter iværksætter den forandring, vi håber på. Det aktive håb handler om at deltage aktivt i transformationen mod den fremtid, vi håber på. Aktivt håb er en praksis. Det er noget vi gør. Kunsten handler. Og derfor er den så vigtig også i vores vej ud af klimakrisen.
Opgør med handlingslammelsen
Kunsten kan sparke os i gang med at tage et konkret opgør med den afventende apati, vi nogle gange føler over for klimaforandringer. Kunstnernes evne til at hjælpe os med at forestille os en radikalt anderledes verden kan hjælpe til i et opgør med den handlingslammelse, man kan finde rundt omkring i samfundet.
Vi er godt i gang med at overskride alle planetens grænser for, hvad civilisationen kan tillade sig og derfor er det så dejligt, når kunsten hjælper os med, at vi sammen forestiller os en bæredygtig fremtid.
Christian Poll er klimaordfører for Alternativet og blogger om klima, natur og miljø på OrganicToday.dk.
