Aarhus vil være 60 procent økologisk

AARHUS – Aarhus kommune har netop fået bevilget 11,2 millioner kroner til et til et økologisk omlægningsprojekt, der skal gøre kommunens fødevareindkøb 60 pct. økologisk i 2020.

Økologien fylder mere og mere i de store institutionskøkkener. 60 procent af råvarerne skal fremover være økologiske i de aarhusianske storkøkkener.

Igennem de næste to år vil 23.000 aarhusianere få mere økologi at spise, når de tager på arbejde, går i børnehave eller på ældrecenteret. Det kunne Aarhus kommunes borgmester Jakob Bundsgaard i dag afsløre på Aarhus Food Festival.

Kommunen besluttede i januar 2013, at de ville arbejde for et gennemsnit på 60 pct. økologi i kommunernes køkkener frem til 2020. Siden har kommunen fået bevilliget 11, 2 millioner kroner til det økologiske omlægningsprojekt, som har projektstart i dag.

Spændende projekt
Landbrug & Fødevarer er projektejer og Københavns Madhus står for projektets realisering og omlægningsprocessen i samarbejde med kommunens institutioner.

- Set med økologiske øjne er jo et fantastisk spændende projekt, der kommer til at glæde og gavne rigtig mange aarhusborgere i fremtiden, og jeg synes, det er flot af Aarhus kommune at tage springet ud i at handle og tænke mere økologi, siger Økologichef hos Landbrug & Fødevarer Kirsten Lund Jensen.

Det er direktøren for Københavns Madhus, Anne-Birgitte Agger, enig i, og hun håber, at ønsket om mere økologi i køkkenerne vil sprede sig hurtigt fra Aarhus kommunes byråd til de berørte køkkener.

- En økologisk køkkenomlægning kræver beslutsomhed – men ikke kun fra oven. Det er ude i køkkenerne, at den nye mad skal produceres, ressourcerne findes og køkkenpersonalet bliver omlægningens hovedpersoner. Erfaringerne viser, at det kan lade sig gøre – men ikke uden et lokalt engagement, og det håber vi på, at se meget af I Aarhus, siger Anne-Birgitte Agger.

Økologiske køkkener kan give mere økologisk landbrugsareal
Hos Københavns Madhus og Landbrug & Fødevarer er man glad for store omlægningsprojekter som det Aarhus kommune nu kaster sig ud i. Både for borgerne i Aarhus skyld men også for de økologiske landmænd og producenter i Danmark.

- Økologisk omlægning i offentlige køkkener giver mening, først og fremmest fordi økologi er godt for miljøet – og via indkøbet kan kommunerne konkret være med til at øge det økologiske landbrugsareal i Danmark. I det lange løb kan det også forbedre folkesundheden både for de spisende og dem, der laver maden, siger Anne-Birgitte Agger, mens Kirsten Lund Jensen supplerer.

- Når flere forbrugere efterspørger økologiske varer, vil behovet for at udvide og producere flere økologiske varer naturligt stige. Når en stor kommune som Aarhus begynder at efterspørge flere økologiske varer, vil det have en positiv effekt helt ud til den økologiske landmand.

Projektet starter den 6. september 2013 og strækker sig over to år, hvorefter omlægningsprocessen skal være skudt så meget i gang, så målet om 60 pct. økologi i kommunens fødevareindkøb i 2020 kan lade sig gøre.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: