Aarhus vil omstille til økologisk mad

ØKOLOGI – Mindst 60 procent af maden i kommunens køkkener, madtilbud og kantiner skal være økologisk i 2020. Det foreslår Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard.

Mindst 60 procent af maden skal være økologisk, mener Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard.

Aarhus vil servere økologisk mad. Mindst 60 procent af maden i kommunens køkkener, madtilbud og kantiner skal være økologisk i 2020.

Sådan lyder det i en indstilling fra Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard om mere økologi i de kommunale måltider. Borgmesteren præsenteret i går indstillingen for Magistraten, og den skal nu behandles i byrådet.

- Mere økologi giver os et bedre miljø, bedre ernæring og en højere kvalitet af måltiderne i de offentlige køkkener i Aarhus Kommune, siger borgmester Jacob Bundsgaard.

Med ca. 315.000 indbyggere er Aarhus den næststørste kommune i Danmark

Håber på økonomiske midler til omstilling
I indstillingen er fastlagt en politisk målsætning om minimum 60 procent økologi i kommunale måltider i 2020 i Aarhus Kommune, hvis kommunen får andel i midler fra NaturErhvervsstyrelsens økologifremmeordning, oplyser borgmesteren.

Baggrunden er, at Fødevareministeriet ønsker at fordoble det økologiske areal i 2020. Det skal blandt andet realiseres gennem en vision om 60 procent økologi i de offentlige køkkener inden 2020.

I marts 2012 rettede Fødevareministeren henvendelse til Aarhus for at opfordre kommunen til at sætte et politisk mål for økologi i kommunens køkkener, madtilbud og kantiner. Til dette formål er der i NaturErhvervsstyrelsen oprettet en samlet pulje på i alt 56 mio. kr., som landets kommuner kan ansøge om.

Samme budget til mad
Selve omlægningen skal gennemføres inden for de eksisterende kostbudgetter. Det er dog en forudsætning, at der investeres i selve omlægningsprocessen og i udvikling i form af f.eks. efteruddannelse af personalet og vejledning til det enkelte køkken.

Omlægningen af køkkener, indkøb og menuer ventes at ændre på indkøbsvaner, køkkenproduktion, menuplanlægning samt på sammensætningen af maden på tallerkenerne.

Mindre kød, mindre spild og mere sæson
For at finde økonomisk råderum til merudgifterne ved økologiske varer, vil de sæsonbestemte grøntsager en større plads, kødet vil fylde mindre og madspild skal reduceres. Disse tiltag falder fint i tråd med de generelle kostanbefalinger og en bæredygtig livsstil.

Aarhus Kommune vil sikre en lokal forankring af projektet gennem samarbejde med lokale samarbejdspartnere som eksempelvis Arla og Agro Food Park.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: