Aarhus fastholder forbud mod sprøjtegift

SPRØJTEGIFT – Flertal i Aarhus Byråd holder fast i beslutning om at forbyde 13 landmænd på Beder-kanten at anvende sprøjtegift på deres marker. Det sker for at beskytte vigtige drikkevandsressourcer. Landmændene truer med at trække kommunen i retten.

Landmændene truer med at slæbe Aarhus Kommune i retten. Foto: Colourbox

Trods protester fra østjyske landmænd og trusler om at trække kommunen i retten, fastholder et flertal i Aarhus Byråd en tidligere beslutning om at forbyde 13 landmænd i Beder ved Aarhus at anvende sprøjtegift på deres marker for at beskytte kommunens drikkevandsressoucer.

Uden for Aarhus Rådhus, hvor byrådsmødet fandt sted i går aftes, kunne man se to kæmpe traktorer i en tavs demonstration på parkeringspladsen.

- Vi mener, at Aarhus Kommune her er ude at prøve grænser af. Uden den store grund. Og for nogle af vores medlemmer, der på deres marker dyrker foder til dyrene, kanet forbud mod sprøjtning få alvorlig betydning, siger en af landmændene, Christian Jensen til Aarhus Stiftstidende.

Frivillige aftaler
Byrådet besluttede for flere år siden ved hjælp af frivillige aftale at få landmændene til at holde op med at bruge pesticider, fordi der er fundet rester af sprøjtegift i mange vandboringer i området.

En tredjedel af landmændene har indgået frivillige aftaler med kommunen. Men en gruppe på 13 landmænd har stillet sig på bagbenene og nægter at indstille sprøjtningen, selv om kommunen har tilbudt økonomisk kompensation for eventuelt udbyttetab.

Et mindretal i byrådet bestående af Venstre, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance stemte imod beslutningen, og Dansk Folkepartis byrådsmedlem Knud N. Mathiesen betegnede ifølge Aarhus Stiftstidende afgørelsen for »et justitsmord«.

Sagen skal behandles i Teknisk Udvalg, inden den skal til endelig behandling i Aarhus Byråd og måske udløser en retssag.

Vandværker vil have bedre kontrol
Aarhus Vand opfordrer sammen med de to andre store vandselskaber i Danmark, Hofor i København og Vandcenter Syd i Odense, til bedre kontrol med de sprøjtegifte, landbruget anvender.

De tre vandselskaber er stærkt bekymrede over de seneste tal fra NaturErhvervstyrelsen, der viser, at hver sjette kontrollerede landmand i 2014 fik enten en indskærpelse eller blev politianmeldt for at opbevare eller anvende ulovlige sprøjtegifte. Det er ifølge NaturErhvervsstyrelsen en bred vifte af ulovlige stoffer, landmændene ligger inde med og som anvendes fx til bekæmpelse af ukrudt og skadedyr i markerne.

- Fælles for dem er, at de jo er forbudte af en årsag. Der er tale om giftige stoffer, som selv i små mængder kan medføre stor skade på vores grundvand, og som kan ende i vores drikkevand. Det er derfor, denne sag er så dybt alvorlig, siger Lars Schrøder, adm. direktør i Aarhus Vand.

Hver sjette har farlige eller ulovlige sprøjtegifte
Vandværkerne mener, at der er behov for mange flere kontrolbesøg.

- NaturErhvervsstyrelsen har kun besøgt 2,7 procent af landmændene. Det er alt for lidt, når det viser sig, at hver sjette ligger inde med farlige og ulovlige sprøjtegifte. Det er at spille hasard med både folkesundheden og miljøet, siger direktør Anders Bækgaard fra Vandcenter Syd.

- Derfor opfordrer vi Miljø- og Fødevareministeren til at gå ind og sikre den almindelige danskers interesser i denne sag. Det er ikke nok at løfte pegefingeren. Øget opsyn og kontrol er afgørende for at beskytte grundvandet mod de ulovlige sprøjtegifte, som er i omløb,” siger direktør Frank Brodersen fra Hofor.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: