Der var på ingen måde tale om injurier, da Ib Salomon som formand for Danmarks Naturfredningsforening i Odder kritiserede Aakær Gods. Det har Vestre Landsret nu slået fast med syvtommer søm.
Godsejer Johan Koed Jørgensens ære er ikke blevet krænket. Han driver Aakær Gods, og han stævnede for to år siden formanden for Danmarks Naturfredningsforening i Odder, Ib Salomon, for injurier.
Sidste år blev Ib Salomon frifundet ved Byretten i Horsens, hvorefter godset ankede sagen til Landsretten. Mandag den 5. november afsagde Vestre Landsret så sin dom: Byrettens dom stadfæstes – Ib Salomon frifindes med andre ord igen.
Aakær Gods skal desuden betale 31.250 kroner i sagsomkostninger til Ib Salomon.
Et uldent sagsforløb
Sagen handlede dels om en pressemeddelelse, hvori Ib Salomon omtalte et sagsforløb som »uldent«, dels om et læserbrev, der kritiserede miljøtilstanden i en sø, som godset ejer. I søen var der flere hundrede ænder.
Men sætningen om det »uldne forløb« var slet ikke rettet mod Aakær Gods – den angik Odder Kommunes sagsbehandling, fastslår Landsretten. Og læserbrevet om de mange ænder var »ikke uden faktuelt grundlag«, skriver de tre landsretsdommere.
Under retssagen hævdede godsets advokat, Anker Laden-Andersen, ellers at der var tale om en usand sigtelse, altså en påstand uden belæg.
Landsretten konkluder derfor efter en samlet vurdering, at der ikke er grundlag for at anse ytringerne for en strafbar ærekrænkelse af Johan Koed Jørgensen. Og som Landsretten skriver:
»Johan Koed Jørgensen driver Aakær Gods, der efter det oplyste er en relativt stor virksomhed i lokalområdet, og han må derfor i vidt omfang tåle, at de dispositioner, der foretages på godset, bliver genstand for omtale«.
DN fungerer som offentlighedens vagthund
Danmarks Naturfredningsforening har hele vejen bakket op om Ib Salomon, ikke mindst fordi sagen handlede om foreningens ytringsfrihed. Advokat Peter Lambert har ført sagen på vegne af DN.
Af dommen fremgår det, at DN’s kritik er »af væsentlig samfundsmæssig interesse, og der skal foreligge tungtvejende grunde til at foretage indgreb i ytringsfriheden«.
- Som jeg ser det, har det egentlige formål med retssagen været at afskrække Danmarks Naturfredningsforening fra at kritisere Aakær Gods, siger Ib Salomon.
- Jeg er derfor rigtig glad for, at Landsretten også i sin dom anerkender, at Danmarks Naturfredningsforening fungerer som »offentlighedens vagthund« og derfor nyder en vidtgående ret til ytringsfrihed. Og vi fortsætter selvfølgelig med at holde øje med naturen på Aakær Gods, akkurat som vi holder øje med naturen i den øvrige del af kommunen, understreger Ib Salomon.