Aakær Gods slæber DN-formand i retten

LANDBRUG – Godsejer Johan Koed Jørgensen, Aakær Gods har stævnet lokalformanden for Danmarks Naturfredningsforening i Odder for injurier. Sagen behandles i Horsens Byret i dag.

Godsejer Johan Koed Jørgensen, Aakær Gods, har stævnet Ib Salomon for injurier.

Ejeren af Aakær Gods i Odder Kommune, Johan Koed Jørgensen, er tilsyneladende blevet stødt på manchetterne og slæber nu formanden for Danmarks Naturfredningsforening i Odder, journalist Ib Salomon, i retten.

Sagen drejer sig om en udtalelse i Horsens Folkeblad for mere end et år siden.

I artiklen, som avisen bragte 21. december 2015, anvendte formanden for den lokale afdeling af Danmarks Naturfredningsforening ordet »uldent« i sin omtale af et sagsforforløb mellem godset og kommunen, og det er injurierende, mener Johan Koed Jørgensen.

Hertil kommer, at Ib Salomon har skrevet et læserbrev om vandkvaliteten i Spåkærsøen, hvor det vrimlede med ænder i sommer. Også dette læserbrev er en overtrædelse af injurielovgivningen, mener godsejeren.

Ensidig offentlig debat
Sagen behandles i dag ved retten i Horsens, og godsets advokat ville blandt andet vide, hvorfor Ib Salomon skriver så mange læserbreve om Aakær Gods, når godset aldrig gør noget ulovligt.

Ifølge en tilstedeværende journalist, der følger sagen, mener godsets advokater, at Ib Salomon har gjort sig skyldig i at deltage i en »ensidig offentlig debat«, som ikke er offentlig debat, fordi godsejeren ikke deltager. Advokaten mener endvidere, at Salomons overtrædelse som DN-formand er alvorligere, fordi han er journalist.

Bæredygtigt Landbrug
Mange betragter retssagen som et forsøg på at lukke munden på Danmarks Naturfredningsforening og andre kritiske røster.

- En lokalformand skal have lov til at udtale sig til pressen og ytre sig på sine medlemmers vegne, lyder det fra én af de lokale.

Godsejer Johan Koed Jørgensen er kendt for sine tætte kontakter til Bæredygtigt Landbrug og Liberal Alliance. Midt i valgkampens slutspurt i juni 2015 kunne Bæredygtigt Landbrug således invitere til landbrugsmøde på godset med 700 deltagere.

»Støt op om Liberal Alliance«, opfordrede godsejeren, der fulgte op med at fortælle, at det var det eneste parti, der virkelig havde gjort en indsats for dansk landbrug, hedder det i et referat fra Bæredygtigt Landbrug.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: