90 millioner til klimavenligt landbrug

LANDBRUG – Der er ingen oplagte muligheder for at reducere landbrugets uheldige klimapåvirkning, mener regeringen, som med en forskningspulje på 90 millioner kroner vil finde fremtidens løsninger.

Regeringen mener ikke, der er oplagte muligheder for at reducere landbrugets klimabelstning. Foto: Arla

Regeringen åbner en ny forskningspulje på 90 mio. kroner, som skal finde fremtidens løsninger, så landbruget kan nedbringe sin klimapåvirkning.

Puljen skal samtidig bidrage til at finde nøjagtige metoder til at opgøre landbrugets udledninger, og det er en forudsætning for at udvikle nogle af de lovende klimaløsninger, påpeger miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen.

- Vi har en stærk landbrugssektor i Danmark, og den skal vi bevare. Derfor skal vi arbejde hårdt for at gøre den så klimavenlig som muligt, så vi også i fremtiden kan nyde danskproducerede fødevarer, som er blandt de mest miljø- og klimavenlige i verden, siger han.

Klimaforskningsindsatsen skal ifølge regeringen fokusere på tre hovedområder:

  • Jordsystem og arealanvendelse
  • Den klimavenlige gård – husdyr, stald og gyllelager
  • Fremtidens produktion af fødevarer og bidrag til bioenergiløsninger og biomaterialer

- Vi har ikke de banebrydende løsninger i dag. Hvor energisektoren har vindmøllen, og hvor transportsektoren har elbilen, så har landbruget ikke nogen gode, ligefremme løsninger, mener energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt.

- Som de første sætter denne regering nu for alvor fokus på forskning i klima og landbrug, så vi kan finde de rigtige løsninger og få et endnu mere klimavenligt landbrug, siger Lilleholt.

FAKTA om klimapolitik

  • Som led i EU’s klimapolitik skal Danmark frem mod 2030 mindske udledningen af drivhusgasser i ikke-kvotesektoren med 39 procent i forhold til 2005. Samtidig vedtog Folketinget med Energiaftalen i 2018, at Danmark senest i 2050 skal have en nettoudledning af drivhusgasser på nul. Danmark bakker derudover op om et lignende mål på EU-niveau.
  • Landbruget står i dag for cirka 21 procent af Danmarks samlede drivhusgasemissioner og cirka 30 procent af emissionerne i ikke-kvotesektoren. Siden 1990 er landbrugets emissioner faldet betydeligt frem til 2005, hvorefter de har ligget stabilt omkring 10 mio. tons CO2-ækvivalenter. Dette er sket samtidig med, at produktionen er øget.
  • Regeringen har i forbindelse med Klima- og luftudspillet afsat 90 mio. kroner til klimaforskning i landbrugssektoren. Midlerne er afsat på finanslovene i årene 2019 til 2021.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: