Et netværk af ministerier i 20 EU lande, som samarbejder om at fremme forskning i økologisk jordbrug og fødevarer, har netop udvalgt 11 nye økologiske projekter som får tilsammen 84 mio. kr. til forskning.
Det skete ved et møde i ERA-netværket CORE Organic 2. oktober, oplyser ICROFS, International Centre for Research in Organic Food Systems.
De 11 projekter skal skaffe ny viden inden for funktionel biodiversitet, samspillet mellem planter og jord, husdyrproduktion og forarbejdning af økologiske fødevarer.
Netværket lægger stor vægt på, at forskningsresultaterne skal formidles til de økologiske landmænd, og andre der kan bruge dem i praksis. I øjeblikket har ERA-netværket CORE Organic 14 andre projekter i gang, som blev startet i 2011 og 2013.
Resultaterne af de første projekter er snart klar til at blive brugt i praksis.