80-årig økolog bliver ved til han er 100

ØKOLOGI – Hvis man først skal til at nyde livet, når man går på pension, har man valgt et forkert arbejde, mener den økologiske landmand Svend Erik Hjuler Rasmussen. Han har nydt at være landmand i 60 år og planlægger at blive ved, til han er 100.

80-årige Svend Erik Hjuler Rasmussen ville efter flere årtier som konventionel landmand gøre skaden god igen og omlagde sin gård til økologisk drift. Nu dyster han sammen med syv andre om titlen som Årets Økolog. Foto: Ulla Skovsbøl

- Man skal aldrig spare sig selv! Man skal bruge sig selv – hele livet, siger Svend Erik Hjuler Rasmusen.

Han står på sin trappesten og kommer lidt møjsommeligt i gummistøvlerne med hjælp fra et hjemmelavet skohorn. Benene er måske lidt stivere og ryggen lidt svagere, end da han var 25, men livsmodet og arbejdsglæden er det ikke gået tilbage med. Tværtimod.

Svend Hjuler Rasmusen er født på en gård og har selv været landmand i 60 år. De seneste 20 har han drevet ejendommen Korsmedergård uden for Randers som en økologisk gård med høns, frugt og grønsager, og han har ikke den fjerneste plan om at gå på pension. Han fyldte 80 i december, og står til ham selv, bliver han ved til han er 100.

- Jeg har været konventionel landmand i 40 år, og jeg syntes, den udvikling, jeg oplevede i dansk landbrug i de år, var helt gal. Da jeg var barn, før vi begyndte at bruge sprøjtemidler, var der ørreder i bækken på mine forældres gård, men i 1990erne ville ingen tro, der nogensinde havde været liv i den. Sådan er det gået mange steder. Det var derfor jeg blev økolog, og det vil jeg også gerne være i 40 år, så jeg kan gøre skaden god igen, forklarer han med et skævt smil ved tanken om, hvor gammel han er til den tid.

Bliver Svend Erik Årets Økolog?
For tiden pryder Svend Erik Hjuler Rasmussens kontrafej store plakater uden for landets Nettobutikker sammen med syv andre landmandsportrætter: Han er én af otte nominerede til supermarkedskædens pris som Årets Økolog. Dén ære stiger ham dog ikke til hovedet.

- Jeg håber faktisk ikke at jeg vinder, for der er mange dygtige, unge økologer, som gør det bedre end mig, siger han beskedent.

LÆS OGSÅ: Vær med til at kåre årets økolog

Den 80-årige landmand retter sig op og skridter rask over gårdspladsen og ned mod grønsagsmarken, hvor græskarstængler snor sig i et virvar mellem de orange hokkaidoer, og de bordeauxrøde grønkål strutter triumferende over at have klaret sig gennem en hel sommer uden nævneværdige angreb af lus og larver.

Svend Erik dyrker økologiske grønsager i stor stil. Her ses han i en af de imponerende kålmarker. Foto: Ulla Skovsbøl

Købte sin første gård i 1965
Svend Erik Hjuler Rasmussen havde ikke erfaring med hverken grønsagsproduktion eller økologi, da han købte Korsmedergård for 20 år siden. Men landbrug havde han til gengæld et solidt kendskab til.

- Jeg var allerede landmand, da jeg gik i skole. Det var godt nok kun på deltid, men heldigvis gik man jo ikke så meget i skole dengang, siger han.

Da han slap ud efter 7. klasse kunne han helt og fuldt hellige sig sin passion fuldt ud først som ansat, og i 1965 købte han sin egen kvæggård i nærheden af Grenå. Besætningen voksede med årene til 100 køer. Og selv om det er fysisk hårdt at passe køer, og selv om han gik konkurs med sin første ejendom i 1990, elskede han arbejdet lige så meget dengang som nu:

- Det er så sundt og så godt at arbejde med landbrug. Vi har jordens bedste og frieste job, og en gård er en utrolig dejlig base at gå ud fra i livet, siger han. At det også er hårdt og slidsomt arbejde, er ikke en tankegang, der vækker genklang hos den gamle bonde.

- Nej, arbejdet er ikke hårdt. Jeg føler faktisk, jeg har fri altid, for jeg gør lige det, jeg har lyst til, siger han.

Lyst til jord, planter og dyr
Og det, han har lyst til at arbejde med jord, planter og dyr. Han har 60 hektar til gården og dyrker grønsager på næsten halvdelen af arealet. Han har æbleplantage og solbærbuske, en ny hal med 12.000 æglæggende høner, ægpakkeri og en kæmpe hønsegård, hvor de kan gå frit i skyggen af frugttræer.

Han har også fire fuldtidsansatte, to ekstra medarbejdere i sommerhalvåret plus en flok unge, der ekspederer i hans gårdbutik eller hjælper til i grønsagerne om sommeren.

- Det gode ved at have sit eget landbrug er jo, at man kan skære ned, hvis man ikke kan overkomme det hele, eller man kan ansætte nogen til det, man ikke selv kan klare. Som lønmodtager skal man bare rette ind, og hvis man ikke lever op til kravene, er det bare ud til højre. Her bestemmer jeg selv, konstaterer han.

Arbejdede gælden af
Lønmodtagerlivet har Svend Erik Hjuler Rasmussen dog også prøvet. Da økonomisk krise og konkurs tvang ham væk fra den første gård efter 25 år, tog han alt det arbejde, han kunne få. Han blev husbondafløser, passede svin, og tog job på et fjerkræslagteri, for han var fast besluttet på, at han skulle videre.

- Der var nok nogle, der syntes, jeg var tosset, og jeg arbejdede også lidt meget, siger han. Jeg har aldrig tjent andet end mindsteløn, men hvis man har mange timer og passer på sit forbrug, så bliver det jo også til en del.

På seks år lykkedes det ham at betale, hvad han skyldte efter gældssanering af den konkursramte gård og tilmed spare trekvart million sammen til udbetalingen på den nye. Dermed kunne han i en alder af 60 år igen kalde sig gårdejer, og han er sig fuldt bevidst, at det ikke er helt almindeligt:

- Vi ser jo tit, at folk i 50-60 års alderen begynder at snakke om at trappe ned, for nu skal de til at nyde livet. Men hvis man først begynder at nyde livet, når man er 60 år, så har man haft et forkert job. Man skal da nyde at leve, mens man arbejder, siger han.

- Det var uhyggeligt at gå konkurs. Men der er ikke noget, der er så galt, at det ikke er godt for noget, og hvis det ikke var sket, ville jeg aldrig være kommet i gang med det her, siger han, og det liv han har fået som økologisk landmand drømmer han ikke et øjeblik om at bytte ud med en lænestol.

Korsmedegård er den bedste gård i Danmark
Tilbage på gårdspladsen er der travlhed. Der er kommet kunder butikken, som mere ligner en velassorteret økologisk købmandsforretning end et simpelt gårdudsalg. Den lettiske hønsepasser holder middagspause, de 12.000 høner koncentrerer sig om at lægge æg og gokke rundt i hallen og hønsegården, og det rumænske ægtepar Ilinca og Ion Vasilie har et par ting at ordne i et af drivhusene.

- Korsmedergård er den bedste gård i Danmark, og Svend Erik er vores anden far, siger Ilinka Vasilie.

- Ja, han minder faktisk noget om min far, konstaterer hendes mand Ion.

Parret er arbejder kun i Danmark om sommeren, men har været på Korsmedergård i flere omgange, og deres børn på tre og ni, som ellers er hjemme i Rumænien, har været på sommerferie på gården.

Forholdene er familiære på den gammeldags måde. Hønsepigen Vita er husholdersken, der står for maden, og de udenlandske medhjælpere bor på gården. Mens mange andre enlige mænd på 80 sidder alene med den kommunale vakuummad, er der er som regel 4-5 personer omkring middagsbordet her foruden husbond selv. Hverdagslivet med de langt yngre medarbejdere, kontakten med kunder og kolleger og det fysiske arbejde holder ham i gang.

- Man skal aldrig spare sig selv, siger han igen, for man får flere kræfter af at bruge dem.

- Da jeg købte gården, havde min nabo gartneri. Vi er lige gamle, men han stoppede som 60-årig, da jeg begyndte at lægge min gård om. Han bor her stadig, men kan ikke rigtig klare noget mere. På gode dage kan han tage turen ned til postkassen med sin rollator.

Selv vil han helst dø midt arbejdet, når den tid kommer – uanset om han er blevet 100 eller ej.

- Jeg håber, jeg kan sætter træskoene i hønsegården eller under et æbletræ, siger han.

FAKTA: Korsmedergård ved Randers

  • 12.000 æglæggende høner
  • Ægpakkeri
  • 8 ha hønsegård
  • 5 ha skov og sø
  • 25 ha økologiske grønsager
  • 4 ha solbær
  • Ca. 20 ha bortforpaget
  • I alt 60 hektar

Afgrøder

  • Alle slags kål
  •  Hokkaido
  • Aspargs
  • Jordskokker
  • Jordbær
  • Asier
  • Drueagurker
  • … og meget mere

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: